EMNER

Klog melding fra formand for radikale

RADIKALE:Den for mange år siden afdøde radikale leder, Bertel Dalgaard, er citeret for engang at have sagt: Jeg er bekymret for Det Radikale Venstre, for der er for få, der skælder os ud! Set i det perspektiv går Det Radikale Venstre en god tid i møde, for vi er ubetinget det mest omtalte parti for tiden. Og vi er da heller ikke spor bekymrede for partiets fremtid, samt dets muligheder for igen at få central indflydelse i dansk politik. Dette være sagt til foruroligelse for Carl Frede Haugaard, Frederikshavn, som tilsyneladende har en drøm om snarlig undergang for det Socialliberale og radikale parti (fejlagtig af Haugaard betegnet som borgerlig), senest udtrykt 20.10. Og dette være også sagt til beroligelse for NORDJYSKE Stiftstidendes lederskribent, som i flere omgange har udtrykt bekymring for, hvordan Det Radikale Venstre slipper bedst muligt ud af den aktuelle "vanskelige" situation for partiet. Det Radikale Venstre har lang tradition for et godt og konstruktivt samarbejde med Socialdemokraterne - også i regering, Og jeg er helt sikker på, at også SF og Villy Søvndal er meget bevist om, at Det Radikale Venstre ikke lader sig indrulle i en del af et socialistisk eksperiment i en ny blokpolitik efter næste valg. Men at Det Radikale Venstre i overensstemmelse med partiets grundholdninger og dybe traditioner, fremdeles vil være garanten for genskabelse af det samarbejdende folkestyre, hvor alle partier har mulighed for indflydelse og ikke som det har været de sidste syv år, hvor Dansk Folkeparti har haft vetoret i alle væsentlige politiske spørgsmål. Det er meget tilfredsstillende og klogt, at den radikale leder, Margrethe Vestager nu igen har meldt ud, at Det Radikale Venstre ønsker at overdrage til den socialdemokratiske leder, Helle Thorning Smidt, at undersøge mulighederne for dannelse af en ny regering efter næste valg. For det er uden for enhver tvivl, at Det Radikale Venstre aldrig bliver en del af regeringen Foghs parlamentariske grundlag, fordi der er afgrundsdybe uenigheder mellem VKO-flertallet og Det Radikale Venstre på en lang række centrale politiske områder.