EMNER

Klog - men ikke ærefuld

I mere end tre år - fra 9. april 1940 til 29. august 1943 - arbejdede den danske regering sammen med den tyske besættelsesmagt. Den augustdag stoppede samarbejdet, flåden sænkede de fleste af sine fartøjer og tyskerne overtog magten også af navn. Statsminister Anders Fogh Rasmussen brugte 60 års dagen til at holde tale på søværnets officersskole. En tale, der forinden blev trykt i dagbladet Politiken. Og statsministeren (født 1953) sparede ikke på de store ord. Samarbejdspolitikken var et moralsk svigt, den var fejlagtig og forkastelig, mener Anders Fogh Rasmussen. Nej, den var ej. Hvad Danmarks regering gjorde i de tre år, var hverken flot, prangende eller ærefuldt. Så langt fra. Men regeringen handlede klogt og varetog på fornem vis en regerings vigtigste pligt: At sikre befolkningen tålelige forhold. I 1940 - eller 1942 for den sags skyld - anede ingen, hvordan krigen ville slutte. Måske ville besættelsen slutte snart, måske vil den vare 50 år - eller 56 år som besættelsen af Sønderjylland, der dengang var i frisk erindring for de fleste politikere. Samtidig mistede landet i løbet af en formiddag 9. april 1940 et af sine vigtigste eksportmarkeder: Storbritannien. Valget stod mellem en sikkert heroisk og ærefuld, men fuldstændig udsigtsløs krig med et nedsparet forsvar mod en overvældende, meget moderne tysk krigsmaskine - eller en forsigtig tilpasning. Bevares, der blev begået mange fejl af Scavenius og co. Men alle de rigtig uhyggelige fejl fandt sted efter befrielsen, da en masse små Bukse-Marius'er blev straffet for at gøre det, regeringen havde opfordret dem til, mens alle dem, der virkelig havde tjent fedt på tyskerne, blev skånet. Retsopgøret blev en skamplet på danmarkshistorien. Regeringen valgt klogt dengang i de første år af besættelsen. Ingen kendte eller kender alternativet - men det kunne være brutal understrykkelse, sult og titusindvis af dræbte. Det er for sølle af en ledende politiker anno 2003 at trampe på de forgængere, der i den sværeste stund siden 1864 valgte at prioritere befolkningens ve og vel fremfor ære, ære og ære.