Kloge børn

Der er mange myter om, hvilken kost giver den bedste læring.

En gang imellem hører man, at fiskeolie giver kloge børn, mens det andre gange er et dagligt indtag af vitaminpiller, som skulle sikre, at børnene imponerer i skolen. Vi har nu gennemgået de undersøgelser, som findes på området – og det, som har størst dokumenteret effekt på børnenes indlæringsevne, er: at de får morgenmad. De fleste er jo nok klar over, at det er vigtigt at få morgenmad. Men alligevel er der noget, som glipper: Hvert tiende barn mellem 4 og 11 år får ikke morgenmad, og for børn mellem 11 og 15 år er det hvert fjerde. Rigtig grelt står det til blandt de 15- til 18-årige, hvor næsten halvdelen kommer ud af døren uden morgenmad. Det skal vi have gjort noget ved, og derfor har jeg taget kontakt til formændene for børne- og ungeudvalgene i kommunerne. Jeg vil være helt sikker på, at kommunerne – igennem daginstitutioner og sundhedsplejersker - oplyser om, hvor vigtigt det er at give børn gode morgenmadsvaner. Det er kommunernes ansvar at hjælpe forældrene med råd og vejledning, men det er i sidste ende forældrenes ansvar at sørge for, at deres børn sendes af sted om morgenen med fyldt mave. Så derfor forældre, stram jer an. Det er jer som styrer, om jeres barn får en spændende dag i skolen eller ej.