Klokkeklar scoring overset

Trio på isen vendte blindt øje til, da Thomas Reinert scorede for Frederikshavn IK

FREDERIKSHAVN: 1101 tilskuere i Frederikshavn Isstadion kunne på storskærm konstatere, at Frederikshavn IK's Thomas Reinert mod slutningen af anden periode skøjtede bag om Rødovres mål for derefter at sende pucken adskillige centimeter ind over stregen til en føring på 3-2 til hjemmeholdet. Stor jubel hos hjemmeholdets spillere, lige indtil man erfarede, at kampens hoveddommer, aalborgenseren Brian Janum, ikke havde anerkendt scoringen. Og selv om FIK'erne på isen hev og sled i hoveddommeren for at få ham til ved selvsyn at se pucken over stregen på gentagelserne på storskærmen, forblev Brian Janum ved sin kendelse - ingen scoring. - Jeg så ganske enkelt ikke, at pucken var over stregen, simpelthen fordi jeg koncentrerede mig om Rødovres målmand, der var blevet væltet og rodede rundt på isen. Desuden tjekkede jeg, om der var frederikshavnere i målfeltet, så jeg observerede ikke, om Thomas Reinert fik pucken over stregen, sagde Brian Janum efter et svalende bad. - Jeg fløjtede, da Jan Lundell i målet sad på pucken, og da heller ingen af mine linjedommere havde set pucken over stregen, kunne vi ikke dømme mål til FIK. Hvorfor ville du ikke benytte dig af storskærmen i hallen? - I dansk ishockey bruger vi generelt ikke video i forbindelse med vores kendelser, og i øvrigt har kun få skøjtehaller teknisk mulighed for det. - Til gengæld ville det være en god idé at genindføre neutrale måldommere. Det ville have været rigtig godt i netop denne situation, siger Brian Janum, der måtte høre på massevis af tilråb fra tilskuerne efterfølgende. - Selvfølgelig er det surt for FIK, hvis de har scoret et mål og ikke får det anerkendt, men tilråbene generede mig ikke. 13 år som ishockeydommer giver en god ballast, og jeg var på ingen måde bange for at gå på isen til tredje periode, siger den aalborgensiske hoveddommer, der mener at brugen af tv-optagelser i forbindelse med kendelser i ishockeykampe bør være en opgave for Danmarks Ishockey Union. - Så længe der ikke er klare regler for brugen af tekniske hjælpemidler, vil jeg ikke lade mig påvirke af optagelser vist på storskærm. Heller ikke hvis jeg kommer i en lignende situation igen, understreger Brian Janum, der retfærdigvis skal have den cadeau, at han bortset fra den enlige svipser klarede kampen i Frederikshavn ganske udmærket. For FIK betød dommernes forkerte hovedstilling 18.41 minutter inde i anden periode, at tre point blev forvandlet til to. Efter 2-2 i ordinær spilletid og ingen mål i forlængelsen hev nordjyderne nemlig et ekstra point i hus via to scoringer på straffeslag af Jakub Sestak og Thomas Reinert. Så sidstnævnte fik således alligevel lov til at blive triumfator for FIK.