Kloning af dyr skal kontrolleres

KØBENHAVN:Vi kan både klone og genmodificere dyr - og det skal vi forholde os til, mener justitsminister Lene Espersen (K). Hendes lovforslag om at sætte snævre grænser for, hvornår kloning og gensplejsning må bruges til at skabe kopier af dyr eller lave dyr med bestemte egenskaber, blev i går førstebehandlet i Folketinget. Der var politisk flertal for forslaget, selv om det blev mødt med en del skepsis. - Vi er ikke vilde med at klone hverken mennesker eller dyr. Det er en glidebane, og glidebanen fortsætter med dette lovforslag. Der er givet store indrømmelser og store muligheder, mente Dansk Folkepartis ordfører, Jørn Dohrmann. Men det afviste Lene Espersen. - Det er ikke min opfattelse, at vi åbner en ladeport. Hvert enkelt tilfælde vil blive behandlet af Dyreforsøgstilsynet. Der er ikke bare udstedt en blancocheck, pointerede ministeren. Tilladelser til kloning eller genmodificering vil kun kunne ske som led i godkendte dyreforsøg. Og tilladelserne bliver kun givet, hvis projektet er et led i forskning, avl af dyr, der producerer stoffer af væsentlig gavn for sundhed og miljø eller som led i undervisning på universitetsniveau. DF, SF, KD og EL støtter ikke forslaget, som det foreligger.. /ritzau/