Vesthimmerland

Kloster mistede 60 designerstole

60 blå Arne Jacobsen 7´er-stole stjålet fra kirkesalen på Vitskøl Kloster

Sådan ser en Arne Jacobsen 7´er-stol ud - Vitskøl Kloster står og mangler 60 stk., der er stjålet fra kirkesalen. Arkivfoto

Sådan ser en Arne Jacobsen 7´er-stol ud - Vitskøl Kloster står og mangler 60 stk., der er stjålet fra kirkesalen. Arkivfoto

VITSKØL:- Er der nogen som har set 60 blå Arne Jacobsen 7´er-stole - eller har fået dem tilbudt?

Så kunne det meget vel være tyvekoster, der tilhører Vitskøl Kloster.

Klostret har nemlig i den forgangne weekend fået 60 stole stjålet ved et indbrud i kirkesalen.

Tyvene er kommet ind ved at bryde et vindue ind til kirkesalen op - og via en dør på nordsiden er stolene båret ud på en parkeringsplads, der ligger lige vest for den gamle kirkegård, som i sin tid hørte til munkeklostret. De er formentlig blevet kørt væk i en varevogn.

Svend Støttrup, der er afdelingsleder på Klosteret, er ærgerlig over, at de 60 smukke designerstole er væk.

- Om knap 14 dage er der et bryllup i kirkesalen, og vi kommer godt nok til at mangle stolene, siger Svend Støttrup, der også kan fortælle, at der ikke er en forsikring, som går ind og dækker den knap kvarte million kroner, det vil koste at købe 60 nye stole.

- Det er en fond, som ejer stedet, og institutionen er en statsinstitution, så derfor er vi selvforsikret. Det betyder, at der desværre ikke er andre end os selv til at betale det ind over driften, siger han.

Svend Støttrup har været afdelingsleder på stedet i knap 20 år - og i al den tid har de blå stole haft deres plads i kirkesalen.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.