Kloster udvider: Vi vil også være vandrehjem

Vitskøl er kommet ind i kæde af herberger og venter at kunne bruge de ekstra muligheder for overnatninger som del af uddannelse

Knud Labohn
Vitskøl bliver fra på fredag et af Danmarks et af Danmarks flotteste vandrehjem. Arkivfoto
Vesthimmerland 12. juni 2018 11:17

VITSKØL: Kloster, uddannelsessted, kostskole, konferencecenter. Og nu også vandrehjem.

Vitskøl Kloster udvider fredag sit arbejdsområde til også at gælde almindelige overnatninger på hverdage året rundt.

Dermed slår historien en forunderlig lille krølle. For også i bygningens klostertid var det en salgs herberg for vandringsmænd, der kom til egnen.

Klosteret ejes af en selvejende institution TAMU, der er en uddannelse for unge med særlige udfordringer. Her ser driftschef Kim Frost den nye overnatningsdel som en fin forlængelse af de nuværende aktiviteter.

- Vi har siden 80’erne haft et konferencecenter, som mange benytter. Men det er mest i weekender, at det sker, og så står værelserne ledige resten af ugen, fortæller han.

- Vi synes at Danhostel har et fint koncept, der matcher os med sit fokus på det nære og personlige overfor kunderne, nævner Kim Frost videre.

Leverer ny arbejdskraft

Snart udvider TAMU på Vitskøl med en turismeuddannelse, og det har spillet ind på beslutningen om at udbyde de 19 værelser, der også er tilgængelige for konferencer, til vandrehjem. Og det er man også glade for hos Danhostel:

- Vi mangler i høj grad fagligt kvalificeret arbejdskraft i branchen i dag, og behovet og efterspørgslen bliver ikke mindre i de kommende år, siger Danhostels direktør, Ole Andersen, således.

Åbner for lejrskoler

Planen er også at TAMU vil til at bruge skov og natur i området mere end hidtil. Blandt andet vil man bygge shelters, så stedet mere egner sig til lejrskoler og lignende. Det sammen med naturen og bygninger, der emmer af snart 800 års historie, burde kunne øge trafikken ved det gamle kloster

- Vi vil gerne være mere åbne overfor samfundet og omgivelserne. Det er det her også en del af, nævner Kim Frost.

Faktisk kan man tale om at en stor opgradering og modernisering af uddannelsescenteret er i gang. For om 14 dage går TAMU i gang med at opføre en bygning til en ny og helt moderne kostskole, der kommer til at stå klar i 2019.

Det er en udløber af to store donationer som den selvejende institution modtog i 2016. Dels 25 millioner kroner fra A. P. Møllers Støttefond, dels fem millioner kroner fra RealDania Fonden.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...