Klosterparken står og falder med forsikring

Beboere flytter væk, mens Domea venter på forsikringen

Forsikringsvirksomhed 22. marts 2007 05:00

HJØRRING: De mange frustrerede beboere i Klosterparken, der er hårdt angrebet af skimmelsvamp og fugtproblemer, mødte tirsdag aften op i rigt tal for at få svar på en række kritiske spørgsmål til Domea. De spørgsmål, som beboerne var allermest ivrige efter at få besvaret, handlede om, hvornår Domea første gang blev bekendt med problemerne, og hvad der skal ske fremover. - Vi er fri af det nu, for vi har sagt lejligheden op, men vi føler os dybt urimeligt behandlet, siger Helle Pedersen. Hun, hendes kæreste Anders Andersen, og deres fire måneder gamle søn, Bertram, bor nu hos Helle Pedersens forældre, da deres lejlighed i Klosterparken er en af de hårdest ramte i bebyggelsen. - Vi ville give Domea en chance for at komme med nogle indrømmelser på mødet her i aften, men der var intet at komme efter. Vi kunne hverken få svar eller løfter. Så nu må vi højere op i systemet, siger Anders Andersen. Domea afventer i øjeblikket svar på en ansøgning til Byggeskadefonden (BSF) om at dække de store udgifter. - De omkostninger, der er i det her, er langt mere, end afdelingen selv kan løfte. Derfor er det afgørende vigtigt, at Byggeskadefonden vil gå ind og dække, forklarede Anders Meyer på tirsdagens møde. Det er ikke første gang Klosterparken renoveres for BSF millioner.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...