Klovneløb på lørdag
Stidsholt Idrætsefterskole arrangør af løb der indsamler penge til de danske hospitalsklovne.
SÆBY: Lørdag 14. juni klokken 12 skydes det årlig Klovneløb i gang på torvet i Sæby.
Det er tredje gang at Stidsholt Nordjyllands Idrætsefterskole står som arrangør af løbet, der har til formål at indsamle penge til de danske hospitalsklovne. Af de 60 kr det koster at deltage, går kun en meget lille del til administration af løbet som arrangeres i store dele af landet.
Resten går ubeskåret til det store og vigtige arbejde som de danske hospitalsklovne udfører for at gøre en indlæggelse på sygehus bare lidt nemmere for et barn.
Således har alle eleverne på Stidsholt set en film om klovnen Angus, der bl.a. gør det lidt nemmere for kræftramte børn indlagt på Skejby Sygehus. Filmen gjorde et stort indtryk på eleverne, der for enkeltes vedkommende måske selv har prøvet en indlæggelse, eller kender nogen der har været indlagt.
Løbet er som de tidligere år hverken hårdt eller krævende. Ruten er på 2,5 km, og har man ikke lyst til at løbe, er man velkommen til at tage turen i gåtempo.
Sidste år var ældste deltager tæt på halvfems år. Han fortalte at han har et barnebarn, som netop er blevet konfirmeret, men som gennem hele sin opvækst har været indlagt mange gange på sygehuset grundet en hjertefejl. Så han gik gerne med for at støtte en god sag, selvom turen måtte foretages med rollator.
Stidsholt håber at se rigtig mange deltagere. Tilmelding kan foretages på www.klovnelob.dk, men kan også foregå på torvet hos Idrætsefterskolen, der har en pavillon opstillet.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.