Klovnen Nina går kok-amok

Rykker ind på Hotel Skagen Strand som reservekok

FREDERIKSHAVN/SKAGEN:Det er meget for sjov, men også lidt for alvor, når klovnen Nina (alias Lene Severinsen) rykker ind hos Aage Winther på Hotel Skagen Strand i Hulsig til sommer. Nina og Co., dét vil sige Los Ninös, skal fire dage i juli gå kok-amok sammen med de børn, der bor på hotellet. - Det er jo børnene, der skal lære klovnen Nina at lave mad, så det skal der nok komme en masse sjov ud af. Nina er nemlig ikke ligefrem en ørn i et køkken, siger Lene Severinsen, der således officielt bliver udnævnt til husklovn på Hotel Skagen Strand, ganske som man kan blive husven eller andet - tæt knyttet til et sted. Hun kommer til at fungere som en kombination af en børneklovn og en klovnekok. - Jeg glæder mig meget til at skulle gå i køkkenet med ungerne - på de fire særlige aftener er det børnene, der skal lave mad til deres forældre - det er dem, der er de rigtige kokke - og sammen med kokken og klovnen Nina, skal det nok blive vanvittigt skægt. Jeg siger helle for IKKE at rydde op, siger Lene Severinsen. Så fire aftener i juli er ingen sikre på, hvad der sker på Hotel Skagen Strand. Men det bliver endnu værre. - Foruden de fire aftener i køkkenet, laver vi også italiensk aften med en forestilling og en aften med helstegt pattegris og skattejagt. Og så står jeg i øvrigt for alt hvad der hedder sugerør - børns sugerør bliver nemlig fremstillet med navne på - med usynlig skrift, siger Lene Severinsen. Når klovnen Nina ikke huserer i køkkenet, optræder hun på andre aftener som en blanding af underholdning og tjener i restauranten - og når maden er spist kommer klovnen strygende gennem restauranten med sin kuffert, og lokker alle børn væk fra bordene og ind i et andet rum, hvor der bliver gøglet og tryllet. Så bliver der også ro til kaffen. Endnu ved hun ikke, hvilke retter klovnen Nina skal forsøge at lave sammen med børnene, men én ret har hun alligevel hørt lidt om. - Vi skal garanteret lave pizza én aften - klovnen Nina er nemlig helt vild med pizza - der er noget om at hun har arbejdet hos en pizzabager i Holland - så de skal laves - og kastes op i luften efter alle kunstens regler, det bliver alletiders, siger Lene Severinsen, der allerede glæder sig til at tage i sommerlandet.