Litteratur

Klovnen

Ole Sønnichsen: Dirch Passer

3
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Blandt Dirch Passers mest kendte roller er kæmpebabyen fra cirkusrevyen.

Det er ikke, fordi der er synderligt nyt i denne biografi i forhold til Malin Lindgrens Kære Dirch, men Ole Sønnichsen er jo biografist om en hals. Han refererer naturligvis gang på gang til Lindgrens bog, men herudover har han foretaget en lang række interviews med mennesker, der har haft med Dirch Passer at gøre. Ligeledes gør han flittigt – meget flittigt – brug af anmeldelser og interviews, og så er han i øvrigt ikke bange for at medtage de mørke sider og de dystre stunder i Passers liv. Karakterroller var ikke Passers force. Han destruerede dem, fordi det komiske og skæve trængte sig ud i replikker og mimik. Det gik galt som blandt andet Lennie i ”Mus og mænd”. Ligeledes følte han heller ikke, at satiren lå for ham. Hans anseeligste fortjenester ligger på ABC Teatret hos Stig Lommer og i Cirkusrevyen med Preben Kaas. Her viste han i sine klovneroller, at han mestrede det tragiske og det komiske på én gang, for inderst inde var denne sammensatte personlighed klovnen: blufærdig, hjertegribende og afsindig sjov. Og så var han arbejdsnarkoman. Sønnichsen antyder, at det kunne skyldes hans blufærdighed. Konfliktsky var han også. ”Han havde altid en flugt i sig”, fortæller Ove Sprogøe. Kjeld Petersen blev på mange måder Dirch Passers skæbne. De kom hinanden meget nær uden nogen sinde at lukke hinanden ind i deres hjem til deciderede privatbesøg; de havde deres soldeture på dødsruten og deres crazy-komiske samarbejde, da Stig Lommer fandt på at sætte dem sammen på scenen. Kellerdirk Bros blev en gigantsucces. De var den perfekte match. Men soldeturene havde deres fordringer. De sled på ægteskabet mellem Passer og Horne-Rasmussen, og det kom til en skilsmisse. Og de sled på helbredet, så da Kjeld Petersen døde i 1962, blev det et memento for Passer. Han mistede ikke blot en kunstnerisk inspiration og en god ven, men han opdagede, hvor sårbar han selv var. Det kostede venskabet og samarbejdet med Lommer, fordi han efter Kjeld Petersens begravelse bemærkede: ”Mange puds har Kjeld spillet mig, men det her er sgu det værste.” Det var for meget for Passer, der stoppede samarbejdet øjeblikkeligt. Og det varede 12 år, før han igen satte sine ben på ABC Teatret. Han misrøgtede sit talent, blev misbrugt og lod sig misbruge. Han skabte strålende film som ”Baronessen fra benzintanken”, og han skrabede bunden med sine westernparodier. Han mødte uforberedt til prøver og havde ikke engang læst manuskriptet. Men han var på vej op, da døden indhentede ham på scenen i Tivolirevyen. Et samarbejde med Ulf Pilgaard rettede på det falmede kunstneriske talent, og et par år i Holstebrorevyen hos Ernst Trillingsgaard i de kritiske 70"ere, blev en lise for ham. Det var en skalp at få for Trillingsgaard. Nu havde jyderne Danmarks nationalkomiker, og han skabte her blandt andet Idi Aminfiguren. Tæt kom Ernst Trillingsgaard på Passer: ”Han vidste nøjagtigt, hvad hver bevægelse gjorde. Alt var kontrolleret og gennemtænkt med den store krop,” fortæller Trillingsgaard. Bogen indeholder en fortegnelse over det utal af roller, Passer har spillet og en diskografi. Det er i høj grad en værdig, nobel og afbalanceret bog om vor måske største komiske talent nogen sinde. Sagt med Trillingsgaards ord: ”Jeg tror ikke på, at der nogensinde kommer nogen lignende i Danmark igen”. Jens Henneberg Kultur@nordjyske.dk Ole Sønnichsen: ”Dirch Passer” 320 sider, 299,95 kr. Gyldendal