Klovner får pris

Prisoverrækkelse flyttet fra Sterup til Californien

Klovner uden grænser - modtager prisen i år. Privatfoto

Klovner uden grænser - modtager prisen i år. Privatfoto

STERUP:Institut for Folkeligt Teater i Sterup og Dell’Arte International uddeler lørdag 28. juni Håbets Pris. Det sker på Dell’Arte i Blue Lake i Californien.

- I år er det 25 år siden, Håbets Pris blev uddelt første gang i Danmark, fortæller Birthe Rosenfeldt og Lars Olsen fra Aasen Teater.

- Visionen med Håbets Pris er fortsat at fremme en levende, vital, skarp og nytænkende folkelig kunst, fortæller de. Håbets Pris gives til en person eller et teater, som har arbejdet for det menneskelige håb; vovet, kærligt, vulgært, alvorligt, poetisk med gnistrende energi mod vanetænkningen, som er vor kulturs største trussel: For en verden, hvor folk bruger deres egne øjne, ører, stemme.

Håbets Pris er en international pris. Håbets pris har været uddelt i Danmark siden 1989, i USA siden 2008. Prisen uddeles hvert andet år i Danmark på Aasen Teater og hvert andet år i USA på Dell’Arte Carlo Theatre i Californien.

Håberts Pris 2014 til Clowns Without Borders.

Klovnenes indsats bringer glæde og håb til børn i nøden og krigenes skygge.

Klovne fra mange lande har i mere end tyve år bragt latter og livsmod til børn i verdens konfliktområder. De tilbyder latteren som lindring til børn, som har det største behov for at opleve livsglæde, fra syriske børn i Jordans overfyldte flygtningelejre til forarmede storbybørn i Sydafrikas slum.

Dell’Arte International og Institut for Folkeligt Teater har besluttet at give Håbets Pris 2014 til Klovner Uden Grænser/Clowns Without Borders. I 2014 står Clowns Without Borders bag mere end 100 projekter rundt blandt verdens nødstedte børn, og organisationen har afdelinger i ni lande.

- Håbets Pris 2014 går til en diamant med mange facetter. Clowns Without Borders er en samlet bevægelse. Men det samlede prisme stråler i lys, som udgår fra de enkelte facetter.

Birthe Rosenfeldt og Lars Olsen fortæller, at Tim Cunningham og Jamie McLaren Lachman, to lysende aktører, bl.a. repræsentere Clowns Without Borders, vil repræsentere teatret ved prisuddelingen på Dell’Arte.

- Tim Cunningham - en af lederne af Clowns Without Borders på internationalt plan, arbejder altid barfodet. Og barfodet har han kørt det amerikanske kontinent tyndt for at skaffe penge til projekter for Clowns Without Borders. Han gør det for at ære de tusindvis af børn, som ofte uden noget på fødderne oplever klovnene. At gå barfodet rundt i New York City er for ham et stille opråb til alle - fra familier i hyggelige stuer til topledere på alverdens bonede gulve.

Jamie McLaren Lachman grundlagde Clowns Without Borders i Sydafrika. Det er den første afdeling på det afrikanske kontinent.

- I år besøger Clowns Without Borders i bl.a. Columbia, Haiti, Libanon, Sydafrika, Indien, Ecuador, Mexico, Myanmar, Filippinerne og i USA. Hvor nøden er til stede, dukker der før eller siden klovner op fra Clowns Without Borders, fortæller Birthe Rosenfeldt og Lars Olsen.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.