Biblioteker

Klub for de skriveglade

Brønderslev Kommune har igennem de seneste otte år afviklet forfatterskole hver sommer.

Der oprettes nu en skriveklub for børn og unge. Arkivfoto: Hans Ravn

Der oprettes nu en skriveklub for børn og unge. Arkivfoto: Hans Ravn

Det er en sommerskole, hvor unge fra hele landet har kunnet komme og lære at skrive og lade sig inspirere til at skrive egne historier. Forfatterskolerne har altid været populære og har givet unge mennesker lyst til at skrive. Så meget at også de børn, der egentlig har været for unge til at gå på skolen, har fået lyst til at skrive. Derfor har der de seneste to år været afviklet juniorhold, hvor også de 9-12-årige kunne få lov at forsøge sig med en forfattertilværelse. Nogle af disse unge forfatterspirer kan bare ikke få nok af at skrive, og de har henvendt sig til Brønderslev Bibliotek med ønske om at få opstartet en skriveklub. - Det synes vi på biblioteket er en rigtig god ide, og vi er derfor gået ind i et samarbejde med en gruppe forældre om at lave Brønderslev Biblioteks Skriveklub, fortæller bibliotekar Jette Thorndal Madsen. Skriveklubben vil foregå på Brønderslev Bibliotek hver anden mandag fra klokken 15 til klokken 17 og er for skriveglade unge på 10-13 år. Første gang mandag. Der er mulighed for at låne pc på biblioteket, men man må også gerne medbringe sin egen bærbar.