Fodbold

Klubber finder fodbolden frem

Den nye fodboldsæson byder bl.a. på Kvik debut i Jyllandsserien

AALESTRUP:Trods hårde frostgrader og sne, der i disse dage ligger som et smukt tæppe over hele landet og selv om fodboldstøvlerne formentlig er gemt langt væk hos de fleste spillere, varer det ikke længe, før startskuddet går for den udendørs træning. Hos de fleste fodboldklubber i Aalestrup Kommune er der træningsstart omkring 1. februar. Og lokalpatriot eller ej, så retter spændingen og forventningerne sig især mod Kviks førsteholdsherrer, der efter en forrygende sæson i serie 1 sikrede sig oprykning i oktober og derfor er klar til debut i jyllandsserierækken. Hermed har Hvam-klubben endda bidraget til lokalhistorien, idet det er første gang, at Aalestrup Kommune kan mønstre et så højt rangerende hold i fodbold. Spillende træner Søren Offersen og hans tropper kan se frem til et begivenhedsrigt år, hvor der venter mange svære opgør og helt nye bekendtskaber. Startsskuddet for turneringen lyder 29. marts, hvor Kvik i premierekampen skal møde Grenå. Fodboldåret 2003 kommer som altid til at byde på en række spændende lokalopgør. I jyllandsserierækkens pulje 1 befinder også Aars IK og Farsø-Ullits sig, og faktisk bliver Aars-mandskabet den anden modstander, som Hvam-herrerne tørner imod. Puljen består af følgende 14 hold: Aabyhøj IF, Aalborg Freja, Aars IK, Brønderslev, Dronningborg, Farsø-Ullits, Grenå, Hjørring, IF Lysegn, IF Kvik, Randers Freja, VRI, Vejgaard Boldklub samt Vorup FB. I serie 2 pulje 8 er der især fokus på nyoprykkede Aalestrup IF; som efter et par år i serie 3 gør comeback i en højere række. Aalestrup kan glæde sig til opgør mod naboklubberne Møldrup-Tostrup og Borup IF. Især Borup bliver et spændende møde, for her skal AIF-erne og deres nye, spillende træner, Jimmy Bartholomæussen, nemlig stå overfor sidste års Aalestrup-træner, Lars Wetter. Han er i år trukket i kampdragten som spillende træner hos mandskabet fra Borup. De øvrige hold i serie 2, pulje 8, er AaB, B 52 Aalborg, Dall-Ferslev, Gug Boldklub, LKB-Gistrup, Løgstør IF, Nørresundby, Skalborg og Storvorde/Sejlflod. Sæsonpremieren finder sted lørdag 5. april, og her ligger Aalestup fra start med en udekamp mod aalborgensiske B 52, mens Borup IF møder AaB hjemme på Låstrup Stadion. Allerede ugen efter, 12. april, mødes de to nabohold, Aalestrup og Borup, på Aalestrup Stadion til et brag af en kamp. For Fjelsøs førsteholdsherrer bliver der også tryk på og efter en 2002-sæson, der bød på en del blandede resultater og hvor holdet kun med nød og næppe undgik nedrykning til serie 4, er holdet klar til endnu en sæson i serie 3. Pulje 18 byder i år på en blandet skare af modstanderhold, hvoriblandt der er flere nye kendinge, men også udsigt til spændende opgør mod en del af de gamle "arvefjender", bl.a. Ulbjerg. Fjelsøs første kamp fløjtes i gang 5. april, hvor holdet på eget græs skal møde Løvel. Kviks næstbedste herrehold, serie 4, er i år havnet i pulje 38, hvor de blandt andet får selskab af naboklubberne Hersom-Bjerregrav og Ulbjerg. For Kviks vedkommende foregår premierekampen på hjemmebane 5. april, hvor modstanderen er Onsild.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst