Klubber vil have Uefa til at ændre regel om udebanemål

Europæiske toptrænere foreslår Uefa at droppe reglen om udebanemål og lave fælles regler for transfervinduet.

Ritzau
Tidligere Arsenal-manager Arsène Wenger var med på et møde mellem toptrænere og Uefa tirsdag. Foto: Zoom Dosso/Ritzau Scanpix
Fodbold 4. september 2018 22:02

Reglen om mål scoret på udebane kan være på vej ud af de europæiske klubturneringer i fodbold.

Sådan lyder meldingen, efter at flere europæiske toptrænere tirsdag mødtes med Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) i Schweiz.

Her deltog Massimiliano Allegri (Juventus), Carlo Ancelotti (Napoli), Unai Emery (Arsenal), Paulo Fonseca (Shakhtar Donetsk), Julen Lopetegui (Real Madrid), José Mourinho (Manchester United), Thomas Tuchel (Paris Saint-Germain) og tidligere Arsenal-manager Arsène Wenger.

Budskabet fra trænerne var, at man i fremtiden bør fjerne reglen om udebanemål.

Den regel betyder, at mål scoret på udebane tæller mere, end mål der er scoret på hjemmebane, og det kan eksempelvis afgøre tingene, hvis en samlet målscore efter to kampe er 1-1, og det ene mål er scoret af et hold på udebane.

- Trænerne mener, at det ikke er så svært at score på udebane, som det tidligere har været, så de mener, at der bør kigges på reglen, og det vil vi gøre.

- De (trænerne, red.) mener, at fodbolden har forandret sig, og vigtigheden af et udebanemål ikke er den samme, som for mange år siden da reglen blev introduceret, siger Giorgia Marchetti, der er vicegeneralsekretær i Uefa.

Reglen blev lanceret i 1965 i forbindelse med en af Europa Cup-turneringerne.

Ifølge Marchetti, så mener trænerne, at reglen godt nok opmuntrer udehold til at angribe mere, men samtidig gør reglen hjemmehold mere defensive, fordi et hjemmehold ofte frygter at indkassere en scoring.

Toptrænerne præsenterede også et ønske om, at transfervinduet lukker på samme tid i de europæiske lande.

Denne sommer lukkede transfervinduet i de fleste europæiske lande 31. august, men i England lukkede muligheden for at købe spillere allerede 9. august, fordi man havde dårlige erfaringer med et åbent transfervindue, når sæsonen i Premier League var begyndt.

I Italien lukkede det 17. august, men eksempelvis i Spanien, Tyskland og Frankrig var transfervinduet åbent til 31. august.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...