Klubberne har brug for en hal

De lokale idrætsforeninger står sammen i ønsket om en ny sportshal

Badminton 13. december 2002 07:00

AARS: Håndboldspillere, brydere og badmintonspillere har ikke umiddelbart det store til fælles. Men i Aars har de aktive udøvere af netop disse sportsgrene alligevel et fælles mål. De ønsker sig nemlig en ny idrætshal. Derfor er det nok ikke usandsynligt, at der vil blive sendt nogle ekstra bønner til himmels, inden byrådet på onsdag tager stilling til Kulturudvalgets indstilling om at inkludere et nyt halbyggeri i sammenhæng med udbygningen af Aars Skole. - En ny hal vil tilgodese et ret påtrængende behov, siger formanden for Aars Håndboldklub Per Farsinsen. - For de fleste af de klubber, der i dag bruger Østermarkhallen, er der et stort problem med at få træningstider. For håndboldklubbens vedkommende har vi længe kørt med nogle med uhensigtsmæssige tider, der bl.a. betyder, at vi må træne helt til klokken 23 på hverdagsaftener, siger formanden og tilføjer, at problemet også opstår, når træning bliver til kamp. - Det er meget svært at få afviklet turneringskampe, siger han. - Langt de fleste af de andre klubbers hjemmekampe foregår også i Østermarkhallen, og det betyder altså, at kampe og turneringer ofte bliver placeret på nogle besynderlige tidspunkter, siger Per Farsinsen. Klubberne slås Og det er et problem, den ketsjersvingende del af sportsfolkene i Aars kan snakke med om. Pladsproblemer har nemlig været skyld i, at Aars Badmintonklub har set sig nødsaget til at skære ned i antallet af ungdomsspillere. - Klubberne slås om de få timer, der er til rådighed i Østermarkhallen, siger formanden for Aars Badmintonklub Sys Krebs Nielsen. - Og forholdene betyder, at vi har været nødt til at skære vores ungdomsafdeling ned til 90 spillere mod cirka 130 før. De unge kommer jo for at spille badminton og ikke for at spille bold, som vi nogle gange har sat dem til, når der simpelthen ikke var plads til alle på én gang. Og de skal altså have ordentlige forhold, understreger formanden for badmintonklubben, der ud over ønsket om mere plads også kan se nogle sociale perspektiver i at bygge en ny hal. - Hvis det lykkes os at få den hal, kan vi få klubberne samlet det samme sted. Og det vil give lidt mere liv og stemning, siger Sys Krebs Nielsen. Tung og besværlig Ingen har dog større problemer med ordentlige pladsforhold end de lokale brydere. De brydes stadig med at trække nye medlemmer til klubben, da træningsfaciliteterne består af et kælderrum uden vinduer og ventilation. - Af alle klubberne tror jeg helt sikkert, at vi har det største behov for nye og bedre lokaler, siger Henrik Larsen fra brydeklubben i Aars. - Og vores hovedargumet for at bygge en ny hal er naturligvis, at der også skal være plads til os. Vi har jo også brug for en vis plads, da vi har en stor madras, der skal ligge stationært, da den er for tung og besværlig at flytte rundt med til daglig. Så vi glæder os da meget til at flytte ind i noget større, hvis halbyggeriet bliver til noget, siger Henrik Larsen. På onsdag mødes byrådet i Aars Kommune for at træffe den endelige beslutning om, hvordan og hvornår et eventuelt halbyggeri skal sættes i gang. Så ind til da må altså håndboldspillere, brydere og badmintonspillere væbne sig med tålmodighed.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...