Klublivet har holdt ham ung

Bent Nielsen stopper som leder af Jerslev Ungdomsklub og Juniorklub

Bent Nielsen har aldrig været træt af at komme i klubben, og opskriften på Jerslev-klubbens store succes er ifølge Bent at vide, hvad de unge har lyst til at lave - blandt andet er den nye computercafé et stort hit. Fremover får Bent tid til at dyrke badminton og familiesvømning. Han vil dog fortsat følge projektet med at etablere multihus i den gamle forskole  ganske tæt.   Foto: Torben Hansen

Bent Nielsen har aldrig været træt af at komme i klubben, og opskriften på Jerslev-klubbens store succes er ifølge Bent at vide, hvad de unge har lyst til at lave - blandt andet er den nye computercafé et stort hit. Fremover får Bent tid til at dyrke badminton og familiesvømning. Han vil dog fortsat følge projektet med at etablere multihus i den gamle forskole ganske tæt. Foto: Torben Hansen

JERSLEV:- Jeg har kigget i min dåbsattest, og den fortæller mig, at jeg snart når et skarpt hjørne. Jeg stopper, mens jeg føler mig frisk, og har lysten og energien. Sådan siger Bent Nielsen, der i 16 år har været leder af Jerslev ungdoms- og juniorklub. De unge holder til på den gamle forskole, og Jerslev-klubben er klart den største i kommune. Den tæller i alt 180 unge fordelt med 95 i juniorklubben og 85 i ungdomsklubben - og den velfungerende klub trækker hermed 80 procent af områdets unge til på klubaftener. Opskriften på succes er i følge Bent Nielsen, at klubbens medarbejdere følger udviklingen. De ved, hvad der rører sig blandt de unge. - Vi har altid haft det sidste nye musik helt tilbage fra singleplader, over lp'er, til cd'er. Samtidig kan klubben i dag matche de unges computer-ønsker. - Da jeg begyndte, havde vi en lille computer med en syv tommer sort-hvid skærm. I dag er der i samarbejde med borgerforening og pensionister indrettet en moderne computercafé. - Vi ved, hvad der har de unges interesse. Samtidig skal klubben være et hyggeligt sted, hvor man kan slappe af, og hvor der er nogle voksne, man kan gå til. Som det vil være de fleste teenagere bekendt, kan forældre udgøre et ikke uvæsentligt irritationsmoment i hverdagen. I klubben er der andre voksne at snakke med - og de lægger gerne øre til besværlige forældre, kærestesorger- og -glæder og hvad der ellers optager teenage-sindene. Klubben fungere med andre ord som et fristed for de unge. Bent Nielsen indrømmer smilende, at han musikmæssigt er begyndt at stå lidt af. Rap og techno er ikke nødvendigvis sød musik i en snart 50-årig klubleders øregange. Forældre afgørende Selvom forældrene af de unge kan opfattes som besværlige, understreger Bent Nielsen, at forældrenes engagement er altafgørende. Og han kunne i flere tilfælde ønske sig, at forældrene interessere sig mere for, hvad deres børn laver. - Nogle forældre forventer, at børnene er underholdt i tre timer, når de er sendt i klubben. Men vi har kun ansvar for de unge indenfor, og vi kan ikke forhindre dem i at gå ud i byen, tilføjer han. En problematik der lokalt har givet anledning til debat. Bent Nielsen ser gerne, at forældrene dukker op i klubben til en kop kaffe for at se, hvad der sker indenfor væggene - og han opfordrer samtidig forældrene til at gå en tur ned i byen for at se, hvad de unge laver, hvis de forlader klubben. Efter sommerferien er der planlagt stormøde på Toftegårdsskolen, hvor ungdomskonsulent Sanne Thomsen, klubben samt skole og forældre til børn i 6. 7. 8. og 9. klasse deltager - her er planen, at problemer og regler drøftes igennem, så der er fælles fodslag. De hårde piger Bent Nielsen har gennem årene set de unges samspil på tæt hold, og han oplever især hos pigerne en alarmerende udvikling: - Pigerne har fået en hårdere tone overfor hinanden. Og der er meget klikedannelse. Pigerne er faktisk de værste og de sværeste - de har svært ved at snakke om problemerne. Drenge melder ud, slåsser måske - og så begynder de på en frisk. Pigerne bliver ved med at moppe hinanden, og det har været tiltagende de seneste tre-fem år. Pigerne er blevet markant hårdere ved hinanden, mener Bent Nielsen. Han fortæller, at Jerslev-klubben har fået en andet problem. Nemlig at unge med livsvarig karantæne i Brønderslev-klubben, tager bussen til klubben i Jerslev. - Vi kan bruge mange ressourcer på den gruppe i forhold til vores medlemmer her fra området. Og Bent Nielsen mener, at livsvarig karantæne er den dårligst tænkelige løsning i kommunens klubber: - Vi har den holdning, at vi skal forsøge at hjælp de unge. Vi skal ikke udstøde dem - vi er normalt den sidste holdeplads, inden de ender på gaden i kriminelle miljøer. Ungdomsklubberne skal være rustet til at samle de foreningsløse op. Bent Nielsen har givet karantæne til få unge - men kun for en uge eller 14 dage. Og altid med en kontakt til den unges forældre. - Det er nok letter i de små lokalsamfund, fordi vi kender de unge og forældrene. Ny leder - nye ideer Sammen med Bent Nielsen stopper hustruen Anni, der også i alle årene har været indirekte og direkte involveret i klubbens liv. - Jeg har aldrig haft én dag, hvor jeg synes, det var træls at komme i klubben. Det er sjovt at komme her i stedet for at sidde derhjemme om aftenen og kigge på fjernsynet. Og jeg synes, det har holdt mig ung i mange år, tilføjer Bent Nielsen. - Men jeg har savnet at spille badminton og komme til familiesvømning. Det får vi mulighed for nu. Bent Nielsen kender ikke sin afløser, men de tre øvrige klubmedarbejdere - Heidi Kristensen, Kamilla Jensen og Christian Bjerre - vil fortsat være i forskolen mandag, onsdag og torsdag. - Der er fordele ved, at der kommer nye kræfter til - det kan jo sagtens være, at der kommer nye aktiviteter og nye tiltag.

Forsiden