Klubmestre i Ørnehøj Golfklub

GISTRUP:Sommeren er nu gået så meget på hæld, at Ørnehøj Golfklub i de sidste to weekender har afviklet årets klubmesterskaber i syv forskellige rækker. Som de foregående mange år var tilmeldingen langt størst i den aldersgruppe, hvor der er flest medlemmer, og det er rækkerne Herrer og Damer. Her blev der spillet hele tre runder, og hos herrerne vandt Anders Bisgaard med 220 slag foran Lars Michael Jacobsen med 222 slag og Martin Leth Simonsen med 225 slag. Hos damerne blev Anne Vinther en meget sikker vinder med 227 slag, mens Maiken Thomsen og Margrethe Bang Henriksen brugte henholdsvis 245 og 252 slag. I alle de øvrige rækker blev der gået banen rundt to gange. Hos Seniorherrerne vandt Knud Saaby med 154 slag. Klubmester blev hos Seniordamerne Kirsten Nielsen med 172 slag mens Freddi Nielsen vandt den ældste række for veteraner med 165 slag. Bedste kvinde i samme række blev Karen Fjeldgaard med 191 slag. Hos de yngste i Juniorrækken var det i år kun muligt at få afgjort klubmesterskabet hos drengene, og her vandt Kasper Nielsen med 150 slag.