Retspleje

Kludder i den sidste vilje

Fejlfortolkning af testamente trak arvesag i langdrag

Den begyndte med et næsten 50 år gammelt testamente, og Tante Visse-sagen er ikke slut endnu, selv om det er mere end tre år siden, dens hovedperson døde. I mellemtiden har juraen til fulde bevist, at den i høj grad spiller sammen med mennesker og deres tilværelse og ikke er iskold, utvetydig og ubøjelig, sådan som den ellers både klandres for og roses for. Det er alt for enkelt. Forhistorien er nok lang, men den er også enkel: Som selvstændig forretningskvinde opgiver Louise Andersen i Aalborg i midten af forrige århundrede sin mere end 50-årige frøken-tilværelse og gifter sig med Svend Stilling, søn fra en større købmandsgård i Skive. Da ægtefællerne på grund af deres alder ikke har udsigt til at få efterkommere, opretter de allerede som nygifte et fælles testamente, så de i påkommende tilfælde sikrer, at den ene er den andens universalarving. Samtidig får de behørigt noteret, hvad der skal ske med deres fælles formue, når de begge er borte: Louise Stillings mor skal arve 5000 kr., og Svend Stillings forældre skal tilsammen have et tilsvarende beløb. Resten - eller det hele, hvis forældrene også er døde - skal deles således, som det hedder "at mine, Svend Stillings to søstre og mine, Louise Stillings elleve søskende hver får en lige stor andel af boet." Nu er der orden i tingene, mener ægtefællerne. Og tiden går. Nye viljer Svend Stilling dør i 1974, og efter 18 års enkestand ændrer hans kone mening. Hendes mands familie skal arve så lidt som muligt efter arveloven, bestemmer hun i et nyt testamente samtidig med, at hun udarbejder en liste over, hvem i familien der skal arve bestemte ting fra hendes hjem. Louise Stilling dør i januar år 2000 - vel forberedt. Hun har bedt en brorsøns kone og en niece om at rydde op i lejligheden, og en af dem har på forhånd fået en check på 18.000 kr. til begravelsen. Den advokat, som har hjulpet Louise Stilling med det nye testamente - som er et af i alt fem nye testamenter i årenes løb - sanktionerer den gamle dames sidste vilje og lader hendes familie tage sig af det praktiske. Alt er jo forberedt. Boet kan skiftes privat, er de involverede enige om. Her knækker filmen. Fortolkning Først efter at Louise Stilling er begravet, hører hendes afdøde mands familie om dødsfaldet. Erik Münchow, Vodskov, der er nevø til Svend Stilling, ser Tante Visses dødsannonce i avisen, og kort tid efter kommer brevet fra advokaten: Erik Münshow og hans søster, Agnete, skal arve 2/13 af tantens bo. De er velkomne til et møde på advokatens kontor. Erik Münchow ser imidlertid helt anderledes på tingene. Hans onkel har nemlig altid understreget, at hans og Tante Visses familier skulle dele lige over, hvad der blev at arve efter ægtefællerne. Altså skulle han og hans søster arve halvdelen af boet, mens Tante Visses familie skulle arve den anden halvdel. Synspunktet betyder naturligvis, at der ikke kan skiftes privat. Arvingerne efter Tante Visse har forskellige interesser, så boet overgår til bobestyrerbehandling ved Skifteretten i Aalborg. Retten udpeger en advokat, som er autoriseret bobestyrer - og bobehandlingen starter forfra. Dårlig "hjælp" Det vil sige - forfra såvidt som det kan lade sig gøre, efter at den gamle dames advokat uden at være bobestyrer dels har ladet Tante Visses familie fjerne alt, hvad der var i skabe og skuffer i hendes lejlighed af bl.a. smykker og pelse og linned, dels har accepteret, at de to kvinder delte bohave ud til arvinger og legaterer efter Tante Visses lister. Endelig har han også sagt tantens lejlighed op, så det tiloversblevne bohave skal flyttes til opmagasinering - mod dyr betaling. Den udpegede bobestyrer noterer i sagen, at hans kollegas arbejde både har været uheldigt og i høj grad ikke til fordel for arvingerne, så han afviser at lade boet betale den regning på 8000 kr., som advokaten ellers sender. Til gengæld bestemmer bobestyreren også, at der ikke er noget at gøre i forhold til den foretagne oprydning og fordelingen af det indbo, som er fjernet i forbindelse med oprydningen. Kun på ét punkt er de to advokater enige - nemlig om, at arven skal deles i 13 dele, af hvilke Erik Münchow og hans søster skal have de to. Retsafgørelser Det er søskendeparret selvsagt stadig ikke tilfredse med, så de beder om at få sagen i retten. Det får de - medsamt en dom fra Skifteretten i Aalborg om, at bobestyrerens afgørelse tiltrædes. Afgørelsen ankes til Vestre Landsret - og imens parterne venter på udfaldet her, fortsætter bobestyreren behandlingen af boet. Med udgangspunkt i Skifterettens dom. Han medgiver dog Erik Münchow og hans søster, at de ting, der er delt ud efter Tante Visses håndskrevne, uautoriserede lister, skal indgå i boet - så han får tingene samlet og vurderet af den auktionarius, som har vurderet resten af indboet. Men derefter spredes effekterne igen til de oprindelige modtagere. Dommen i Vestre Landsret giver imidlertid Erik Münchow og hans søster ret: De skal have halvdelen af arvebeholdningen. Fordeling Ikke længe efter dukker da også en check op fra bobestyreren med halvdelen af de penge, som udgøres af formuen og det solgte bohave, men på trods af Münchows forlangende og hans forslag om, at de fordelte effekter samles igen og sælges på auktion, så enhver kan byde, afviser bobestyreren at ændre sine allerede gennemførte dispositioner. Bobestyreren betragter sagen som afsluttet, han sender en opgørelse til Skifteretten og til Told&Skat, hvor værdiansættelsen godkendes. Herefter er der ikke længer nogen arvesag. Det er blevet 2003. Ny sag på vej Men både systemet og bobestyreren gør regning uden vært. Erik Münchow er rystet. Han og hans søster har fået medhold i landsretten - men bobestyreren vil altså ikke fordele hele arvebeholdningen efter rettens afgørelse, mener han. Undervejs har Erik Münchow klaget til Skifteretten i Aalborg over bobestyrerens udlægning, men hans klage blev afvist, og det råd, han fik, gik på at anlægge sag - ikke mod bobestyreren, som ikke er part i sagen, siger Skifteretten - men mod Tante Visses andre arvinger. - Det har jeg virkelig ikke tænkt mig, siger Erik Münchow. Jeg har ikke noget udestående med Tante Visses familie. Det er ikke den, der har gjort noget forkert. Alle har jo kun fået, hvad bobestyreren har tildelt dem. Det er bobestyreren, der har lavet fejl, og som ikke vil rette dem, selv om vi har en dom, siger han. I øvrigt er mange af Tante Visses arvinger i nøjagtig den samme situation som han selv, understreger Erik Münchow, nemlig at de ikke har fået deres retmæssige arv, fordi bobestyreren har delt den ud til legatarerne på Tante Visses lister til trods for, at alle i landsretten var enige om, at disse lister ikke var gyldige, men det sidste er altså ikke afgjort om Tante Visses lister. En ny sag venter.