Fjerritslev

Klumper i strømmen

FJERRITSLEV: Fjerritslev Elforsyning fortsætter på tirsdag bestræbelserne med at finde årsagen til den varierende spænding på ledningsnettet på Havremarken. Problemerne har stået på i længere tid, hvor det ved målinger hos nogle forbrugere er konstateret, at spændingen, der normalt skal være mellem 240 og 204 volt, indimellem er helt nede på 190. - Billedligt talt har vi i længere tid vidst, at patienten har feber, men ikke hvad patienten fejler, siger elforsyningens formand, Knud Grann og fortsætter: - Vi konstaterede, at transformatoren, der forsyner området, har kørt på maksimum. Den blev udskiftet til en større, men det hjalp ikke nok. I denne uge har vi etableret flere kabelskabe og foretaget omkoblinger af ledningsnettet. Elforsyningen har en teori om, at flere forbrugeres maskiner, altså hvidevarer og andet, er gået fra at være trefaset til at være etfaset. Det giver et for højt træk på denne fase. - Vi mangler endnu den sydlige del, der omfatter numrene fra 42-56, og der genoptager vi arbejdet på tirsdag. Hvis dette ikke giver det ønskede resultat, kan det ende med, at vi kommer til at lægge helt nye og større kabler. Et er sikkert: Vi bliver ved, til forbrugerne får den rigtige og stabile spænding, siger Knud Grann. nca