Kluntet forsøg på at skære ned i landdistrikter

Poul Robert Jensen
Munchs Vej 39, Nibe
Havde borgerservicecentret i Nibe og de andre landkommuner fået opgaver med fornyelse af pas og kørekort, som det var aftalt fra starten, havde tallene for henvendelser set anderledes ud, mener Poul Robert Jensen fra Nibe. arkivfoto: Torben Hansen
Nibe 22. marts 2007 05:00

BORGERSERVICE: Misbrug af statistik har igennem tiderne været årsag til mange overgreb på borgerne, men det mest kluntede forsøg er dog, hvad borgerne i de tidligere landkommuner netop nu oplever med nedskæring og formodentlig snarlig lukning af de lokale borgerservicecentre. For der er vel ingen, der for alvor tror på Henning G. Jensen og hans ansatte mere. Det er rigtigt, at de fremviste tal viser, at man har travlt på borger ”SERVICE” i Rantzausgade i Aalborg, men man glemmer i den forbindelse at sætte tallene op mod indbyggertallet, som i Aalborg er skønsmæssigt 130.000 og i Nibe ca. 8500. På den måde kan tallene jo bruges, som man vil. Havde borger ”SERVICE” i Nibe og de andre landkommuner fået opgaverne med fornyelse af pas og kørekort, som det var aftalen fra starten, havde tallene set ganske anderledes ud. Men endnu mere kluntet var det, da lederen af borgerservice Hanne Dahl under en kort samtale med undertegnede i går prøvede at undskylde med, at personalet i borgerservice uden for Aalborg nok ikke havde kundskab nok til at kunne varetage den forholdsvis enkle opgave, det er at forny pas og kørekort. ”Borgene kunne jo ikke være tjent med, at mange pas og kørekort kom tilbage med fejl”! Det tyder virkelig på manglende tillid til ens personale. Så kære budgetforligspartnere - tænk jer bedre om, inden I helt mister forbindelsen til jeres vælgere.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...