Klynk eller jammer?

LANDBRUG:Måske skal vi til at være mere realistiske og se på regnskabet. Nu var vi ellers lige ved at begynde at blive seriøse, og jeg troede, at vi skulle til at komme med konstruktive forslag til, hvordan vi får rettet op på den kurs, der er lagt, sådan at vi kan undgå at stå med en helt ødelagt natur og et giftigt miljø om få år. Og så påstår en - på tryk oven i købet her i avisen - at landmisbrugerne ikke klynker! Så er vi tilbage i det rene pjat. For samtidig får vi byboer besked på, at nu skal vi altså tage os sammen og vise noget mere tro på og tillid til landmisbrugerne og, nå ja, selvfølgelig, vi skal op med noget mere i skat eller på anden måde betale noget mere til bønderne. Ellers risikerer vi, at de går konkurs derude. For nu er gælden altså ved at blive så stor, at kontanthjælp eller anden form for støtte er nødvendig. Hvis ikke det er klynk, er det da i hvert fald jammer. Eller en slet skjult trussel? "Hvis vi går konkurs, så får I en ny og meget værre krise, alle I byboer og lønmodtagere". Måske skulle vi følge et godt gammelt revisorråd: "Hvis du kan se, at der er et tab på vej, så tag det så tidligt som muligt".