KMD skal ordne lønnen for Superbrugsen og Kvickly

Coop går nu i byen for at få ordnet lønnen til de ansatte. 37.000 får i fremtiden ordnet lønnen af KMD.

1. marts 2013 08:26 - Opdateret 1. marts 2013 08:27

KMD skal ordne lønnen for Superbrugsen og Kvickly

Mens vi andre går i Superbrugsen eller Kvickly for at handle ind, er Coop, der står bag kæderne, gået i byen for at få ordnet deres forretninger.

I fremtiden skal det danske it-selskab KMD stå for lønkørslerne for både kassedamen og chefen, der arbejder i kædens butikker.

Samlet overtager KMD lønnen for 37.000 ansatte - og det til dato den største danske erhvervsaftale inden for outsourcing af lønadministration, oplyser Coop og KMD.

Som en del af aftalen flytter 24 Coop-lønmedarbejdere til KMD.

Det er KMDs datterselskab KMD BPO, der skal søge for lønnen til de mange Coop-ansatte. Og direktør Sten Davidsen er godt tilfreds med, at en så stor arbejdsplads har valgt hans selskab.

- Coop er en markant aktør i det danske erhvervsliv, og vi ser aftalen som en anerkendelse af vores kompetencer samt potentialerne ved at lade en ekstern leverandør varetage administrative opgaver, siger Sten Davidsen i en kommentar.

KMD BPO sørger hver måned for, at over 140.000 danskere får den løn, de skal have. Selskabet har både offentlige og private kunder, som blandt andet tæller Aarhus Kommune, Københavns Kommune, Carlsberg, Aalborg Portland og SEB.

KMD er det tidligere Kommunedata. I 40 år har selskabet arbejdet med udvikling, drift og vedligeholdelse af Danmarks største kommunale it-systemer.

Og hvert år beregner og udbetaler KMD's systemer over 400 milliarder kroner. Det svarer til cirka en fjerdedel af det danske bruttonationalprodukt, BNP.

KMD har omkring 3400 ansatte og er ejet af Advent International og Sampension.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...