Knaberfest med fodboldlandskamp på storskærm

Aalestrup 24. april 2003 08:00

AALESTRUP: At en landskamp i fodbold og den årlige Knaberfest sagtens kan gå op i en højere enhed, kan man ved selvsyn opleve pinselørdag, 7. juni, når de danske drenge skal møde arvefjenderne fra Norge i Parken. Og nej, fodboldentusiaster kommer ikke til at lide afsavn, selvom netop denne lørdag pr. definition er det tidspunkt, da Knaberfesten i Aalestrup når sit absolutte højdepunkt. Man kan nemlig sagtens både deltage i festlighederne og samtidig være med på "sidelinien" og heppe på Morten Olsens rød-hvide tropper. Knaberkomiteen og Erhvervsklubben AIF har nemlig etableret et samarbejde, som går ud på, at fodboldlandskampen bliver fremvist på storskærm i ølteltet på festpladsen. Og det bliver uden tvivl en succes, der vil skabe trængsel og - forhåbentligt godt humør hos knaberne og fuld pointhøst til Danmarks drenge. Det sker pinselørdag om aftenen, når stemningen formentlig allerede er høj. Så arrangørerne håber, at mange vil møde op til en hyggelig og sportslig aften, hvor der også er mulighed for socialt samvær samt en kop øl eller to.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...