Aalestrup

Knabernes festløjer giver overskud

AALESTRUP:Selvom indtægter og udgifter endnu ikke er endeligt opgjort, er formanden for Knaberkomiteen, Per B. Mortensen, ikke i tvivl om, at den netop afviklede Knaberfest resulterer i et pænt overskud. - Igen er vi så heldige, at vi kan se tilbage på en vellykket byfest, hvor også vejrguderne var med os. Måske lige bortset fra søndag aften, erklærer formanden. Men de par timer med heftig regn slog alligevel ikke skår i helhredsindtrykket efter en varm og solrig Knaberuge, hvor rigtig mange mennesker var på festpladsen hver eneste dag. 800 til grisefest Som altid var det grisefesten, der med over 800 spisende gæster i teltet var blandt festens største trækplastre. Men også loppetorv, bankospil og ungdomsdiskotek var med til at skæppe godt i kassen hos arrangørerne - Aalestrup Handelsstandsforening og Aalestrup Idrætsforening. Overskuddet af den årlige Knaberfest udloddes hvert år via Knaberfonden til lokale foreninger og klubber, der har ansøgt. Men det er endnu for tidligt at sætte tal på, vurderer Per B. Mortensen. - Vi har evaluerende møde senere på sommeren, hvor vi vil få dannet os et mere konkret overblik, siger han. Hvert år bidrager omkring 300 frivillige til at få planlagt og afviklet de mange indslag i Knaberfesten, så det hele kan køre på skinner.