Heste

Knabstruppere og kæpheste

Der var mange forskellige racer at kigge på ved årets Hestedag på Herregården Hessel

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

STALD VÆLDGÅRD var med i år. Alle 42 deltagere på rideskolens sommerlejr tog til Hestedag på Hessel i går, og nogle af rytterne bidrog til programmet med en opvisning i spring og ponyridning.

Tunge, jyske heste, sortprikkede knapstruppere, bittesmå shetlandsponyer, islændere og sorte, elegante frieserheste. Det var blot nogle af de forskellige hesteracer, man kunne møde på Herregården Hessel i går, hvor der traditionen tro blev holdt Hestedag med stor tilslutning. I år blandede en ny race sig, da alle de forskellige dyr blev præsenteret på gårdspladsen. Kæpheste med røde, grønne eller sorte hoveder, knapøjne og filtede ører blev holdt i stramme tøjler af deres nye, små ejermænd. Hestedagens yngste besøgende havde nemlig haft travlt i kæphesteværkstedet lige fra dagens start for at sætte en sok fyldt med hø på en rundstok og sy øjne, ører og manke på sokken. - Vi har annonceret efter sokker i Brugsen, så folk har kunnet aflevere dem der, hvis de for eksempel havde nogle enlige sokker, fortæller Bodil Jakobsen, der hjalp børnene med at lave kæpheste. En hesterace, der ikke var tilstede, men som alligevel spillede en vis rolle på Hestedagen, var trakehneren. To gange i løbet af dagen holdt Johan Wetche et foredrag om trakehnerhestens spændende historie. Efter murens fald i 1989 har han selv været med til at importere heste fra det store stutteri i Rusland, hvor hovedparten af trakehnerhestene blev samlet efter 2. Verdenskrig. Ny aktør på programmet var også rideskolen Stald Vældgård. Rideskolen holder sommerlejr i disse dage med 42 deltagere i alderen 6-17 år. I går var hele flokken draget til Hestedag på Hessel og havde medbragt en halv snes heste og ponyer, som de gav opvisning med. Andre børn kunne også få lov at blive trukket rundt på en af ponyerne. - Vi har simpelthen lagt besøget her ind som en aktivitet på ridelejren, for det er også sjovt for børnene at se de andre heste, siger Lone Larsen, medhjælpende forælder. Programmet bød også på kendte publikumstræffere som markarbejde med de gamle hestetrukne redskaber og flere opvisninger med blandt andet islændere og frieserheste. Inde på gårdspladsen fik den nyrestaurerede hestegang lov at køre nogle runder, og i cafeteriet var der god afsætning på de gode Hesselpølser, der er fremstillet på Farsø Slagtehus af kød fra stude, der har gået på Hessels jord. Alt i alt besøgte godt 1000 børn og voksne Hessel i går. Sommerens næste store arrangement bliver Høst på Hessel, der holdes 3. august.