Knæfald for arrogancen

KONVERTERING: Ak ja, nu gik jeg lige og troede, at vi for én gangs skyld havde set et eksempel på, at også muslimer kan være tolerante. At ikke kun "Jeanette og Abdul" er acceptable i muslimernes øjne. Rushy Rashid og Jens Harder Højbjerg - denne næsten umulige navnekonstellation - lød da også næsten for god til at være sand. Jeg har altid tænkt, at der måtte være en hage ved den, men har aldrig fundet tid til at læse deres digre bog. At Jens naturligvis er konverteret til Islam, blev så bekræftet i NORDJYSKE (30.11). Måske betyder det ikke andet i Jens' tilfælde, end at skinken, flæskestegen og bajeren mangler i køleskabet, og at hans spæde søn mistede et stykke beskyttelses-hud uden selv at kunne svare på, om han ville være muslim. Men det er selve princippet i konverteringen, der sender mig til tastaturet. Jeg ved godt, hvad danske svigerforældre ville blive kaldt, hvis de afviste en muslim, eller forlangte, at han skulle konvertere til kristendommen, eller blot afsværge sig sin religion. I dag er det nemlig tossegod trend at vise tolerance over for alt og alle, der er anderledes og (endnu da) er i mindretal – blot fordi de er det. Også når de omklamrede selv er de mest intolerante.Tolerance indebærer jo, at man accepterer hinandens forskelligheder og religionsfrihed, men giver jo så samtidig frihed til religiøs intolerance i egne rækker. Har muslimerne ikke netop gjort selve tolerance-begrebet komplet meningsløst, ved at kræve ensidig tolerance af såkaldte "hedninge". En dansk familie skal acceptere, at deres børnebørn bliver opdraget som muslimer, mens en muslimsk familie ikke accepterer, at deres børnebørn – måske – ikke bliver muslimer. Ifølge Koranen tilhører børnene nemlig faderen, og han bestemmer deres opdragelse. Det kræves derfor ikke, men ønskes blot, at en dansk svigerdatter bliver muslim. Hvis hun ikke er enig med ham, må hun finde sig i ikke at have indflydelse på børnenes opdragelse! I min næse lugter bestemmelsen af urgammel, slet skjult mandschauvinistisk racisme helt tilbage fra det sjette århundrede, hvor den arabiske mand skulle beskyttes imod konkurrence fra andre folkeslags mænd. Profeten vidste sikkert godt, at de færreste "hedenske" mænd ville konvertere, med mindre krumsablen eller en uopnåelig kærlighed truede. Er det ikke netop på denne måde, at Islam er kommet til at omfatte så mange folkeslag? I kraft af sin konsekvente intolerance overfor anderledes tænkende? Det er denne kulturelle arrogance Jens Harder Højbjerg gør knæfald for. Jeg mener, at det blot bestyrker muslimerne i, at "vantro" skal føje dem i ét og alt, og gør det endnu sværere for de mange, der ønsker at bryde ud af ensretningen og kvindeundertrykkelsen.