Knækket tandrem kan koste dyrt

8. september 2002 08:00

Tandremmen er en vital del i motoren. Den forbinder krumtappen med knastakslerne, så stemplernes og ventilernes bevægelser passer til hinanden. Hvis remmen knækker under kørslen, kommer motoren i utakt. I værste fald smadrer stempler og ventiler hinanden, og reparationen løber op i tusindvis af kroner. Tandremmen er af armeret gummi med en slags fiber på tænderne. Dens levetid afhænger af mange faktorer: bilistens kørestil , dens alder (remmen mørner med tiden), eventuelle utætheder i motoren, om den er spændt korrekt (sker som regel automatisk) med mere. Udskiftningen koster fra få hundrede til flere tusinde kroner, afhængigt af hvor kompliceret motoren er, og hvor god plads mekanikeren har i motorrummet. I bilens barndom havde de fleste motorer en kæde, som aldrig skulle skiftes, mellem krumptap og knastaksler. Den konstruktion er flere fabrikker vendt tilbage til.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...