Aalborg

Knækprosa

- Hvorfor skal det være så surt altsammen? - som den store komiker og skuespiller Jørgen Ryg siger i en monolog. Det er det heller ikke, hvis man gør sig bare lidt umage for at se de lysere sider af det, tilværelsen byder en. Jeg kan muntre mig selv op med enkle midler, ved f.eks. at tænke på, at der er nogle, der har større problemer end mig. Det pyntede noget på det hele en aften, da tv-nyhederne fortalte, at man, i England, er begyndt at teste brevduer for doping. Gælder det kun for Tour de Duer (hvis de findes sådan et) eller i al almindelighed? Ritzau havde nogenlunde samtidig et telegram med overskriften: Trækfuglene får modvind sydover. Synd for dem, må man tænke, men de kan da bare blive her lidt endnu. Det skete også i de dage, at denne avis fortalte om en familie, der skulle have pølser - med knæk - i sommerhuset. En af dem indeholdt et stykke sammenfoldet papir. - Det var ærgerligt, for jeg plejer at elske de røde pølser. Men i aften skal vi have boller i karry, lød det fra sommerhuset. Det stod "knæk" på papiret. Knækprosa - eller en dansk udgave af kinesiske lykkekager, som også indeholder en seddel med et budskab på? Hvis det ikke er humørbombe nok, så tænk på at der findes en t-shirt med reklame for et bogantikvariet i København. Teksten er: Kafka havde det heller ikke så let. Så kan man holde op med at have ondt af sig selv.