Redningsvæsen

Knaldhamrende nytårsaften

Grove drengestreger var tæt på at nedlægge Nibe Caravan Center, men heldige omstændigheder og mange hjælpende hænder afværgede, at alt gik op i flammer

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

De synlige spor af branden er ved at være væk, men billederne minder om, hvor galt det kunne være gået. PRIVATFOTO

Da sneen natten til torsdag faldt over Nordjylland, skjulte den næsten sporene efter den brand, der nytårsaften truede med at futte hele Nibe Caravan Center af. Nu gik det slet ikke så galt, fordi det skete tidligt på aftenen, fordi der ikke blæste ret meget, men ikke mindst fordi naboerne reagerede hurtigt, da de hørte et stort skrald og efterfølgende slog alarm, da de så ilden. Og fordi mange omkringboende - og medarbejdere, der havde fået besked om branden - ilede til for at hjælpe. Al det held midt i uheldet og især den store hjælpsomhed har sat spor, som sneen ikke kan skjule. Indehaver Peter Outzen får fortsat tårer i øjenkrogene og besvær med at styre stemmen, når han fortæller om det. Da det brændte Fortæller om, da han nytårsaften havde været ude i haven for at skyde en smule fyrværkeri af, inden yngstesønnen og hans kammerater skulle ud at lave lidt nytårsløjer. Men det blev ikke dem, der viklede Nibes hække ind i toiletpapir, for Peter Outzens datter kom med beskeden om, at der var telefon. Peter Outzen hørte ikke hvem, blot en kvinde, der sagde, at det brændte. Ægteparret Outzen havde netop set skær fra branden. Deres hus ligger nogle hundrede meter fra deres forretning, men alvoren var ikke gået op for dem. Det gjorde den, da telefon ringede. Mens Peter løb rundt efter nøgler og sko, satte nytårsgæsterne og ældstesønnen sig ind i bilen, så der hurtigt var en hel bilfuld hjælpende hænder på brandstedet, hvor brandmændene allerede var i gang. Undervejs spurgte passagerne, hvad de skulle hjælpe med. - Men det anede jeg jo ikke. Jeg vidste ikke, hvad der var sket, siger Peter Outzen, der dog kunne berolige med, at der ikke var gasflasker, der skulle fjernes, men måske var det en god idé at fjerne virksomhedens edb-server. Da de kom frem, kunne de se, at ilden åd sig hen mod bygningerne, men også at den ikke var nået derhen endnu. De fik besked af politiet om ikke at komme for tæt på. - Men jeg løb hen for at spørge, hvad vi kunne hjælpe med. Inden jeg fandt frem til indsatslederen, spurgte en brandmand, om vi ikke kunne få de pyloner lagt ned, siger Peter Outzen om de stolper, der skal forhindre, at nogen stikker af med campingvogne og autocampere, men som fjernes, når køretøjerne skal væk. Arbejdet gik i gang, Peter løb ind i værkstedet for at hente nøgler til autocamperne, så de kunne køres væk, så branden ikke bredte sig. Samtidig løb sønnen det rigtige sted hen efter nøgler, og en tililende begyndte at køre autocamperne væk. Han måtte efterfølgende til lægen med en beskadiget hånd, men det var den eneste deciderede personskade, der skete. Brandfolkene kæmpede med ilden i de brændende campingvogne, kølede de nærliggende bygninger ned, folk skubbede andre campingvogne væk, og det lykkedes at begrænse ildens hærgen til 21 totalt udbrændte campingvogne samt en del vogne, trailere og biler, der er beskadiget i større eller mindre omfang. - Og så var folk væk igen lige så pludseligt, som de var dukket op. De skulle jo hjem og holde fest, siger Peter Outzen, der selv var hjemme ved nytårsbordet kun et par timer efter, branden opstod. Der var ikke mere at gøre. Branden var slukket og to brandfolk holdt vagt. - De andre sagde til mig, at jeg ikke så ud til at være særligt berørt, siger Peter Outzen, som svarede: - Jeg ved ikke rigtig, hvad der er sket. Lidt flinkere end ellers Men så blev der snakket, hygget lidt og givet beskeder til dem, der skulle have besked. Klokken blev 05 eller 05.30, og så var det i seng, indtil telefonerne begyndte at ringe ved 9-tiden. Hele nytårsdag og dagen efter meldte folk ind med gode forhåbninger, råd og ¿ring, hvis vi kan gøre noget¿. Også kunderne var flinkere. - Vi plejer jo at have flinke kunder, men i går var de lidt mere flinke end normalt, smiler Peter Outzen, der er meget glad og rørt over al den positive opmærksomhed - også selv om han fik ondt i maven de første gange, han skulle fortælle om, hvad der var sket. Det var dér, det begyndte at stå klart for ham, hvad der egentlig var sket, og hvad der kunne være sket. Hvor meget værre det kunne være gået ved branden, der formentlig skyldes et kraftigt kanonslag anbragt i en af campingvognene. De rigtige proportioner Peter Outzen gør sig umage for at få de rigtige proportioner på. Der var jo ingen, der kom alvorligt til skade. De vanlige sikkerhedsmæssige foranstaltninger havde sammen med den hurtige indsats hurtigt gjort det klart, at branden ikke ville brede sig. - Og vi kunne åbne dørene og sætte varme på, siger han og griner lidt af, at man så løb tør for fyringsolie. Men alligevel - forretningen, der er arbejdsplads for 34 heltidsansatte og 15 deltidsansatte, havde været i fare, og branden var en træls afslutning på et træls efterår, hvor Nibe Caravan Center tre gange havde besøg af indbrudstyve - med alt det bøvl og besvær, det gav. - Og nu troede vi lige ..., siger Peter Outzen og fortæller om personalemødet lige før jul, hvor der blev set fremad mod nye, lyse sider. Hvor han havde lovet personalet, at der i 2008 ikke skulle ske de større forandringer. At man kunne nyde, at alt var i god gænge. Det er, som om sneen smelter, da Peter Outzen hurtigt får talt sig varm om familieforretningen, der til foråret har 40 års jubilæum, og som han og Merete har drevet siden 1995. 14 gange har de udvidet, så der i dag er flere end 6000 kvadratmeter under tag. Bestræbelserne er ganske enkelt at leve op til forretningens slogan ¿Alt til camping¿ - et slogan man efter at have diskuteret flere muligheder valgte fordi, det var det, der passede bedst. - Vi vil have det hele, siger Peter Outzen med et stort smil. Camping er ikke bare hans arbejde. Det er hans passion. - Jeg er født ind i campingbranchen. Jeg er vokset op på en campingplads, siger han og lader det forklare. Og selvfølgelig står den også på camping, når familien har fri. I årevis holdt den stædigt fast i at campere i Danmark, hvor der ifølge Peter Outzen er en meget høj campingstandard og masser af steder, der er værd at besøge. Faktisk skal man bare lige køre af de vanlige veje. Men to somre i træk med meget dårligt vejr lokkede familien med på trækket mod sydens varme, Italien, Frankrig, Kroatien, men den hører ikke til blandt de travleste trækfugle. Turen går i ro og mag, for ferien begynder, så snart campingvognen er trukket i gang hjemme i Nibe. I sommeren 2006 lod de den dog stå hjemme, fordi det bedre lod sig gøre at få den nu 18-årige datter med, hvis man lejede et mobilhome og skyndte sig lidt mere derned. Men det var ikke rigtigt, syntes sønnen på 16 og fik så meget opbakning, at campingvognen var med igen i sommer. Det var datteren så ikke. Når drengene heller ikke mere vil med, så kan Peter Outzen godt forestille sig, at han og Merete tager af sted i en autocamper, lige som et stadig stigende antal af deres kunder gør. Men, at Peter Outzen på den måde forener arbejde og interesse, skal ikke forlede nogen til at tro, at han driver sin virksomhed på hobbyplan. Han mener det dér med ¿Alt til camping¿, og får sågar specialproduceret campingudstyr i Kina. Det sparer nogle fordyrende led. - Og gør, at vi kan have egne varer til konkurrencedygtige priser, siger Peter Outzen, der også sælger sine Kina-producerede varer til de konkurrenter, som han mest ser som kolleger. Faktisk er han formand for brancheforeningen, og dyster i den egenskab for tiden med politikere og embedsmænd i København for at få rimelige afgiftsregler for autocampere. Camping hele året På hjemmebane er kunsten at få en sæsonbetonet forretning til at være i gang året rundt, så man for eksempel undgår at skulle sæsonfyre medarbejdere. Det er lykkedes ved at forskyde fridage fra de travleste tider til de mindst travle, ved at have et velbesøgt værksted, der reparerer og klargør campingvogne og autocampere og ved at have øjne åbne for varegrupper, der kan sælges i de stille perioder. Det er ingen kunst at tage varegrupper ind, der kan sælges samtidig med campingudstyr, men det løser jo ikke problemet. For tiden funderer Peter Outzen - efter at have hentet inspiration på en studietur til Holland, hvor hans store campingforretning ville være lille - over, om ski og skiudstyr er sagen. Nibe Caravan Center har naturligvis også en netbutik, der forhandler campingudstyr, og egentlig ser det hele, når brandindtrykkene bliver talt fra - ret lyst ud. Blandt andet fordi medarbejderstaben, der står for at skulle udvides med to, er god og stabil. For nyligt har enkelte medarbejdere været ude for at prøve om græsset var grønnere andre steder. Det var det så ikke, konstaterer en glad Peter Outzen, der nok skal holde løftet til personalet om, at der ikke skal ske de store forandringer i 2008. Men engang kan det da godt være, at pladsen bliver for trang, og man skal se lidt nærmere på de forespørgsler, der har været på grunden, efter at fjordudsigt er blevet mondænt. Engang. Lige nu gælder det udsalget, som ikke kommer til at hedde brandudsalg.