Knaldperler og valsefest

KONCERT Andrè Rieu: "Walzertraum" Der er er par kameler, der skal sluges i denne koncert. Man skal acceptere, at korfinalen af Beethovens 9. symfoni,"Ode an die Freude" bliver udsat for en tivolisering. Man skal også være indforstået med, at slagtøjet bruges til at skabe knaldeffekter, og at der overalt arbejdes med en kolossal klangbund, oftest lagt af messingblæserne, som i øvrigt et øjeblik gik i sort i Suppés ouverture til "Let kavaleri". Og så skal man være med på, at Lehars "Wolgalied" og Strauss" "Unter Donner und Blitz" illustreres med henholdsvis nattens stjerner og lyn. Endelig skal man billige, at tonerne ofte trækkes langt ud over taktslaget, og at der anvendes glidende overgange i de rigtigt sentimentale passager. Der var storskærme, så at alle i den fyldte Aalborghal i største dimension kunne se. Professionelt var det - ud over alle grænser. Orkesteret spillede under Simon Spies" parole til hans stewardesser: "Smil, for Helvede, smil! Det koster ingenting". Og de smilede - mest når de var på storskærmen, for alt i dette omrejsende, blankpolerede musikalske show, der skal bruges 14 busser for at få det hele med, inklusive de kolossale lysekroner, der var blevet installeret i salen, er timet til den yderste fingerspidsnegl, så hver enkelt musiker ved præcist, når kameraerne er rettet mod vedkommende. Dermed er det affekterede også understreget og det gennemført professionelle ligeså, og André Rieu er Stehgeiger og causerer charmant og åleglat om numrene. Og de var der jo, alle de populære toner i den helt specielle og almentilgængelige Rieu-version: Lehars "Lippen schweigen" og Strauss" "An der schönen blauen Donau" og "Künstlerleben", og her var min salighed også "Radetzsky Marsch" og den irske folkemelodi "Sommerens sidste rose", smukt udsat for fløjte. To sopraner sang sig ind i alle hjerter med deres uimodståelige udgaver af "Barcarole" fra Offenbachs "Hoffmanns eventyr" og af Bernsteins "I fell pretty" fra "West Side Story", og senere sang den lyriske koloratursopran dukken Olympias komiske arie fra "Hoffmanns eventyr", mens den mere dramatiske sopran tog sig af Claras arie "Summertime" fra Gershwins "Porgy og Bess". Jo, det var en koncert, der klingede sødt for det hjertevarme og nynnende publikums øren. Og man forstår det. Det holder af denne orkestersound og den håndværksmæssige topunderholdning. Rieu er en professionel entertainer, og han vil ingen ondt. Han vil more os lidt, belære os en kende, røre os en smule - og så i øvrigt ønske os en god nat med Brahms" vuggevise som fjerde ekstranummer. Det er da også forståeligt nok, at bifaldet lød varmt og ærligt den ganske aften, og at de afsluttende klapsalver udartede til det rene op af og ned i sæderne. Jens Henneberg „Walzertraum" André Rieu og hans orkester. Aalborghallen, lørdag aften.