Tyverier

Knallertkørekort saboteret

Halvdelen af ungdomsskolens knallerter stjålet ved indbrud

Servicelederassistent Henrik Hansen, Terndrup Skole, med de sørgelige rester af ungdomsskolens knallertpark, som blev halveret ved et indbrud i weekenden. FOTO: LARS PAULI

Servicelederassistent Henrik Hansen, Terndrup Skole, med de sørgelige rester af ungdomsskolens knallertpark, som blev halveret ved et indbrud i weekenden. FOTO: LARS PAULI

TERNDRUP:Et udspekuleret indbrud i ungdomsskolens afdeling i Terndrup betyder nu, at mange lokale unge kommer til at vente i ugevis på at få deres eftertragtede kørekort til knallert. Det er nemlig de kommunale ungdomsskoler, der har monopol på at give de unge den obligatoriske undervisning, så de kan få førerbeviset, når de bliver 16. Men nu er tre af ungdomsskolens seks knallerter blevet stjålet. - Så det er jo noget af et handicap, siger en meget ærgerlig ungdomsskoleinspektør, Kenneth Thoft-Madsen. - Vi har simpelt hen været nødt til at bremse undervisningen, for det er for dyrt at have en kørelærer på til kun tre elever ad gangen. Så nu må vi vente nogle uger - enten til knallerterne dukker op igen, eller vi har fået nogle penge tilbage af forsikringsselskabet. Skørping Kommunale Ungdomsskole har i forvejen omkring 100 unge, der venter på at kunne tage det obligatoriske knallertkørekort op til deres 16 års fødselsdag. - Dette her kommer faktisk til at vedrøre mange unge. Nu må de oven i købet have køretimer i den rigtig mørke, trælse tid, siger Kenneth Thoft-Madsen, som mener, at indbruddet tyder på, at tyvene i hvert fald har fået et tip fra nogle af de unge elever. - Men det er jo noget, politiet arbejder med. Selve det med at afsætte knallerterne er nok for kompliceret, men der kan godt være nogen af vores egne, der har hjulpet nogle ældre tyve. Knallerterne koster 11.000 kroner stykket fra ny, og et af de stjålne køretøjer var faktisk helt nyt. Desuden er der stjålet to røde HOT50 PGO’er og tre hjelme. Den nye maskine er sort. Knallerterne mangler muligvis deres sidespejle. - Det er jo utroligt, for der var ratlås på dem alle sammen, og der var også en ekstra kæde gennem alle hjul. Det kræver, at nogen ved det, for så skal man jo huske at have en nedstryger eller boltsaks med, siger ungdomsskoleinspektør Kenneth Thoft-Madsen.