Knap 1000 vil teste Aalborgs elbiler

Man skal være mere end heldig for at blive testkører i Europas største forsøg med elbiler.

I hvert fald i Aalborg Kommune, hvor de 10 første testkørere fik overrakt bilnøglen 5. marts. 7. juni skal 10 nye testkørere overtage elbilerne, og det har 133 ansøgere lagt billet ind på. Dertil kommer de ansøgninger, der ikke blev valgt ud til første runde, hvilket får det samlede antal ansøgninger op på 890. På landsplan har over 7000 ansøgt om at teste el-biler for firmaet ChooseEV, der står bag projekt testenelbil.dk. Lige nu deltager cirka 100 elbiler i det landsdækkende projekt, og inden årets udgang er det planen, at 300 elbiler skal køre i 30 kommuner. Forsøget skal skaffe viden om elbilernes rækkevidde, lademønstre, bilisternes forbrugsmønstre med mere.