Knap 19.000 smittede på årets sidste dag
Positivprocenten er igen under 10 for første gang i fem dage, viser smittetal fra SSI fra det seneste døgn.
Der er det seneste døgn registreret yderligere 18.695 nye coronasmittede, viser tal fra Statens Serum Institut (SSI).
Det er et fald i forhold til torsdag, hvor tallet lå på 21.403 tilfælde.
1090 af de smittede fredag har været smittet før.
De nye smittede er fundet blandt 222.207 PCR-prøver, hvor man bliver podet i halsen for coronavirus.
Det betyder, at den såkaldte positivprocent, andelen af positive prøver blandt foretagne test, er 8,9 procent. Det er første gang, positivprocenten kommer under 10 i fem dage.
Onsdag og torsdag var der smittetal på over 20.000, hvilket var rekordhøjt.
Der er 641 indlagte, hvilket er et fald på 24 i forhold til torsdag. Heraf er 73 indlagt på intensiv afdeling, og 49 er tilknyttet respirator.
Samme døgn har der været 11 døde med coronavirus, hvilket er en stigning på to, da der var ni dødsfald torsdag.
/ritzau/
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.