Ingstrup

Knap 69.000 kroner til forsamlingshuset i Ingstrup

INGSTRUP:Mere end tres var mødt op til den årlige generalforsamling i Ingstrup Forsamlingshus. Som et festligt punktum på husets 110 års jubilæum var der inviteret til fællesspisning før generalforsamlingen. Derefter fulgte officiel overrækkelse af gaver fra den lokale afdeling af Spar Nord samt fra Løkken Sparekasse. Endvidere har Tuborg-fondet ydet en pengegave til huset, som er blevet investeret i nye borde og stole. Forsamlingshuset har alt i alt fået 69.000 kroner i forbindelse med jubilæet. Den glade og tilfredse formand kunne i sin beretning fortælle forsamlingen om et særdeles aktivt og vellykket jubilæumsår for Ingstrup Forsamlingshus. Det har været et hårdt arbejdsår for bestyrelsen og dens hjælpere på grund af mange arrangementer, men flere af dem har givet et godt økonomisk overskud. - Og det har været det hele værd, når vi kan mærke den store opbakning vi får fra lokalbefolkningen, sagde Ole Nørgård. Traditionen tro har man haft en aktivitetsdag, hvor frivillige har renoveret og malet på forsamlingshuset. Kommende projekter i den retning er etablering af nyt udsugningsanlæg samt udskiftning af døre og vinduer i østgavlen. - brink