Kunst

Knap 7000 har set malerier

Hans Voigt Steffensen er en succes

I dag er sid­ste chan­ce for at se Hans Voigt Stef­fen­sens bil­le­der. ar­kiv­fo­to: Kurt Be­ring

I dag er sid­ste chan­ce for at se Hans Voigt Stef­fen­sens bil­le­der. ar­kiv­fo­to: Kurt Be­ring

HJØRRING:Vendsyssel Kunstmuseum har haft succes med sin retrospektive udstilling af maleren Hans Voigt Steffensens værker. Knap 7000 har set den indtil videre. Nu er det imidlertid absolut sidste chance for at se Hans Voigt Steffensens farvestærke malerier, tegninger og gouacher. Udstillingen slutter nemlig i dag. Udstillingen har tidligere været vist på Nivågaard Samlingen på Sjælland, hvor den også var en succes. På Vendsyssel Kunstmuseum er udstillingen faktisk mere omfattende end på Nivågaard. Den er suppleret med en omfattende samling af gouacher og skitser fra kunstnerens rejser til bl.a. Taormina, Nice og Thailand samt skitser fra Det Kgl. Teater, fortrinsvis af balletdansere. I denne uge besøgte kunstneren Vendsyssel Kunstmuseum. Han fortalte levende og muntert om sin vej til kunsten. Det stod ikke skrevet i stjernerne, at bryggeriarbejderens søn fra København skulle ende som kunstner. Afslutningsvis fik tilhørerne en personlig rundvisning til udstillingens malerier, hvor Hans Voigt Steffensen fortalte om deres tilblivelse og inspirationskilder. Hvis man gik glip af den oplevelse, er der på udstillingen mulighed for at se en film om og med kunstneren med indlagte citater af sceneinstruktør Sam Besekow. Filmen varer 20 minutter og findes i både en engelsk og en dansk version. Udstillingen indeholder værker fra privateje og fra offentlige institutioner, som ikke er så tilgængelige for menigmand. Flere ministerier har således udlånt hovedværker til udstillingen. En del af landskabsmalerier er stærkt inspireret af Vendsyssel, da Hans Voigt Steffensen i en årrække havde en bolig i Snevre nord for Hjørring.