Skagen

Knast på kendt Plesnerbygning

Politikere synes det er i orden med tilbygning til Skagen Station

Den gamle stationsbygning benyttes ikke længere af Nordjyske Jernbaner. En del af den er udstykket som ejerboliger.

Arkivfoto: Peter Broen
Den gamle stationsbygning benyttes ikke længere af Nordjyske Jernbaner. En del af den er udstykket som ejerboliger. Arkivfoto: Peter Broen

Opdateret 20. maj 2022 kl. 09:49

SKAGEN: Må man pille ved arkitekturen i en Plesnerbygning i Skagen - og oven i købet en af de mest kendte i bybilledet: Skagen Station? Foreningen for Bygnings- og Landskabskultur for Skagen og Råbjerg Sogne siger ubetinget nej.

Frederikshavn Kommunes plan- og miljøudvalg er af den modsatte opfattelse og siger ja til en tilbygning på 10 kvadratmeter på bagsiden af stationen. Tilbygningen, der består af et bryggers, indgår i indretning af en ny, lille bolig i stueetagen.

Beslutningen om at give de nødvendige dispensationer blev truffet på udvalgets møde forleden, der blev holdt i Skagen med mulighed for at udvalgsmedlemmerne kunne besigtige stationen.

Misrøgtet

Stationsbygningens første sal og tagetage blev for flere år siden udstykket i ejerlejligheder, da Nordjyske Jernbaner ikke længere havde brug for ventesal, kontorer og betjent billetsalg.

Stueetagen har stået tom i årevis og er kommet til at se mere og mere misrøgtet ud.

Udvalgsformand Anders Brandt Sørensen (S) forklarer, at beslutningen om at give lov til tilbygningen tager afsæt i det synlige behov for løbende vedligeholdelse af ejendommen. Udvalget forventer, at indflytning af en fast beboer i den nye bolig fører til, at bygningen kommer til at fremstå i bedre vedligeholdt stand.

En klar forringelse

Formanden for Foreningen for Bygnings- og Landskabskultur, Poul Nedergaard Jensen, betegner stationen som en af Plesners mest markante bygninger. Han finder, at ombygningen svækker princippet i bygningen om, at hver funktion - kontor, toiletbygning og station - har sit eget arkitektoniske udtryk, som er samlet i en helhed.

Kommunens egen forvaltning anbefalede også at sige nej til tilbygningen, fordi den efter forvaltningens vurdering vil medføre, at stationens bygningskomponenter ikke opleves enkeltvis, mister deres oprindelige karakter og at bygningsdetaljer sløres eller fjernes på de enkelte bygninger, "så det samlede bygningskompleks kommer til at fremstå med en særdeles uheldig tilbygning opført uden respekt for den nuværende bebyggelse."

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden