Fodbold

Kneben HB-sejr over tophold

HADSUND:HBs håndbold damer i serie 1 vandt søndag eftermiddag på udebane med 16-15 over topholdet Hobro IK efter 8-8 ved pausen. HB'erne fik dermed revanche, da de i Hadsund-hallen tabte det første opgør med 9-19. Holdene fulgtes ad i kampens start, men Hobro kom i spidsen med 6-3, inden Hadsund-damerne fik gang i spillet og kæmpede sig til uafgjort ved pausen. I starten af anden halvleg fik HB'erne en forrygende periode og bragte sig foran med 14-9. Holdet havde også muligheden for at øge yderligere, men nogle tabte bolde i oplagte kontrachancer gav det rutinerede hjemmehold muligheden for at komme tilbage i opgøret, og Hobro fik udlignet til 15-15. Ved den stilling tog Hadsunds keeper Susanne Tvorup et straffekast, og en storspillende Ajsa Festic kunne på et flot contramål sikre sit hold en vigtig og overraskende sejr. For Hadsund scorede Susanne Nyborg og Marianne Iversen hver fem mål, Charlotte Lorentzen og Ajsa Festic hver tre. - Jeg har kun rosende ord til hele mandskabet for en forbilledlig fight, og man må nok sige, at holdet fik det pinlige 11-22 nederlag forleden mod HOH 85 vasket bort, siger Hadsund-træner Søren Vammen. Med HB-sejren over Hobro IK er der skabt trængsel i toppen af puljen. Fra nummer et til fem er der kun to points forskel. Hadsund Boldklubs serie to damer tabte noget overraskende med 23-21 til Stoholm efter 11-13 ved pausen. Det var specielt i det defensive, HB'erne havde problemer.