Naturvidenskab

Knibeøvelser i drivhuset

Gennemsnitstemperatur 14,2 grader. Nedbør 48 mm, solskin 250 timer.

Så er det agurketid - lidt før i drivhuset end i aviserne. Grundlovsdag er dagen, hvor flaget ryger til tops og agurkerne under glas, og når agurkerne har skullet vente så længe, er det fordi, de vil have varme. Jordtemperaturen skal være over 20 grader hele døgnet, ellers går planterne i stå, og de kommer sjældent i gang igen. Kulde giver angreb af svampesygdomme. De små skoleagurker synes dog at kunne holde til lidt mere kulde. Når du planter agurkerne ud, så stil dem det varmeste sted i huset og plant dem endelig ikke for dybt. Rodhalsen skal holdes tør for vand for at undgå svamp. Bind en snor i drivhusets sprosser og ned til hver enkelt plante. Snorens skal sno sig i samme retning, som solen går over huset, ellers snor planten sig af snoren. De agurker, vi driver i drivhuset, skal ikke bestøves. Bliver de bestøvet, ender de som et lille grønt bær. Derimod skal de både have vand og gødning, og de drikker megen vand. De første to til tre uger efter udplantning bruger en plante 0,75 liter pr. dag, og senere op til et par liter dagligt. Gødningsmængden afhænger meget af, hvilken gødning du bruger, og om du dyrker i kapillærkasser eller ej. Læs på dunken, eller prøv dig forsigtigt frem. Bladene skal være mørkegrønne. Er de lysegrønne, så giv lidt mere gødning. Efterhånden som agurkerne vokser, skal de beskæres, ellers ender de i et vildnis med mange blomster, der sætter alt for mange frugter, så der ikke er energi nok til at producerer rigtige agurker. Der er flere beskæringsteknikker, men en af de lette at huske er at nippe i etager. Første etage eller første bladsæt knibes lige efter første blad. Anden etage efter andet blad og tredje etage og efterfølgende etager efter tredje blad. Vin og peber Vinen har fart på, og i løbet af juni har den bredt sig over hele huset, hvis du giver den lov. Altså skal den beskæres. Det gør du ved at knibe sideskud, så der kun sidder et eller to blade uden for hver klase med druer. Gå i det hele taget vinen igennem. Hvis bladene sidder tæt, så de rører hinanden, skal der måske fjernes et blad, og måske gemmer der sig skadedyr mellem de sammenklistrede blade. Fjern også visne blomster fra klasen. I nogle tilfælde sidder druerne så tæt, at det kan være nødvendigt at tynde lidt ud i dem for at undgå mug. Tjek også stammen for skjoldlus. Er de der, så mas dem med tommeltotten. Myrer på stammerne er afsløring af lus på planten. Peber kan knibes, men skal det ikke nødvendigvis. Mere vigtigt er at plukke de første ansatte frugter af, det giver kraft til flere andre. Aubergine passer sig selv, men fælles for peber og aubergine er lus. Dem får de meget let, så stil dem ud til lusekur med vandslangen, så snart det sker. Husk også at nippe sideskud af tomatplanterne. Mellem ferskenfrugter tyndes der ud, så der er ti centimeter mellem hver frugt, men gør det ikke, før frugterne er et par centimeter store. Nogle frugter falder nemlig af af sig selv, hvilke, ved du ikke, før frugterne har en vis størrelse. Ny frugt kommer på de nye skud, så dem må du ikke fjerne. Ellers handler det nu om at nippe, vande og ikke mindst sørge for god udluftning. Køkkenhaven: Kartoflerne er godt på vej. De er ganske enkelt havens guld. Hyp jord omkring planterne, så knoldene ikke stikker op og får lys. Man kan endnu lægge kartofler i jorden til senere høst, hvis man vil strække sæsonen med helt jomfruelige kartofler. Har du prøvet med æggeblomme i år, har du sikkert opdaget, at de skyder godt. Der er noget at glæde sig til, for de smager også godt. Lidt senere følger de første jordbær. Lige nu står de i blomst. Hvis man kan undgå, at blomsterne får for megen vand, mindskes risikoen for skimmel. Hold øje med dårlige bær og nip dem af, så snart de viser sig. Dæk med halm eller træflis mellem jordbærrækkerne, så holder bærrene sig rene og næsten sneglefrie. Også ærter og gulerødder er stærkt udsatte for skadedyr lige nu. Dæk med insektnet, så slipper du for orm i ærter og gulerødder. Kålene sættes nu. Her er det en god ide, at lægge klippeaffald fra hæk eller buske. Det forhindrer kålfluen i at lægge sine æg ved rodhalsen af kålene. Klippeaffald gør også gavn ved gulerødderne. I affaldet lever rovbiller, som er en af havens nyttedyr. Har du asparges, kan de høstes frem til midsommer. Herefter skal de igen have fred. Hvor der høstes, kan der sås. De varmekrævende planter som majs, bønner og squash skal i jorden nu, og man kan fortsat så radiser, salat og ærter. Også tomater af sorten Gemini kan nu plantes på friland, men plant dem, hvor der er sol og læ. Frugthaven Bierne er på vingerne, og vi må håbe at blomsterknopperne på frugttræerne ikke tog skade af den nattefrost, der lokale steder var her i midten af maj. Nu er varmen kommet, og det giver grobund for meldug i frugtbuskene. Det viser sig som en hvid belægning på bladene, og der er intet at stille op, når skaden er sket. Meldug kan til en hvis grad forebygges med økologiske produkter som kan købes i havecentre eller hos Matas, men er man plaget af meldug, er det langt bedre at skifte planterne ud til sorter, der ikke kan få sygdommen. Prydhaven Gyvel, perlebusk, forsytia og snedrivebusk skal beskæres lige efter blomstring. Er dine rododendroner blevet halv nøgne, så skær de nøgne grene tilbage, til 40 cm over jorden og gør det lige efter blomstringen. Giv også planterne gødning efter blomstring. Hold øje med havedammen. Måske skal den fyldes efter. Brug fortrinsvis regnvand eller i mangel heraf postevand. Algerne tager fat, når vandet får varme. Det kan klares med en god balance mellem planter og fisk. Åkander der dækker en del af vandoverfladen er god til at holde algerne væk, planten krebseklo har også vist sig meget effektiv, og ellers findes der forskellige biologiske rensemidler på markedet, som folk har mere eller mindre held med. En lille bæk, hvorfra vandet igen pumpes tilbage til dammen, er et fremragende filter. Roserne sætter vildskud, hvis de kan få lov. Vildskuddet kommer under podestedet, og skal rykkes af. Klippes de af med en saks, kommer der bare endnu flere vildskud. Et vildskud stjæler kraften fra den podede rose. Stauderne får fart på i juni. Nip hovederne af de afblomstrede stauder, så kommer der nye blomster, eller klip dem ned, så kommer der blomst senere på året. Mange vælger at klippe hæk sidst i juni. Det kan være en fordel, hvis man ikke har lyst til at bære alt for megen affald væk, men skal man se på, hvad der er bedst set ud fra planternes synspunkt, er det sidst i juli. En hæk, der er blevet for bred, kan klippes ind. Bedst sker det ved at klippe den ene side i år og vente med den anden side til næste år.