Knivangreb i Bruxelles og i London undersøges som terror

Mand sårede to britiske politifolk med en stor kniv uden for Buckingham Palace i London.

Ritzau
A police vehicle patrols outside Buckingham Palace in London Foto: Reuters/Paul Hackett
26. august 2017 09:42 - Opdateret 26. august 2017 13:53
De belgiske myndigheder undersøger et knivangreb mod en soldat i Bruxelles fredag som et formodet "terrorangreb", og i London står antiterrorpoliti i spidsen for efterforskningen af et lignende angreb på næsten samme tidspunkt nær Buckingham Palace.

- Vi mener, at der var tale om et terrorangreb, siger en talskvinde for anklagemyndigheden i Bruxelles.

Den belgiske anklagemyndighed siger, at den machetesvingende mand af somalisk afstamning råbte "Allah Akhbar"(Allah er stor, red.), da han forsøgte at angribe to militærfolk.

Manden blev skudt ned, inden han nåede at skade soldaterne. Gerningsmanden overlevede i første omgang skuddene, men er siden død af sine skader, oplyser anklagemyndigheden. Han var 30 år.

I samme ombæring er det oplyst, at myndighederne ikke kender til, at gerningsmanden har forbindelser til terroristiske miljøer. Navnet på gerningsmanden er ikke kendt.

Avisen Le Soir citerer Bruxelles' borgmester, Philippe Close, for, at angrebet var en isoleret hændelse.

Bemærkningen kommer efter spekulation om, hvorvidt hændelsen var forbundet med en molotovcocktail, der blev kastet mod en politistation i byen tidligere fredag.

Angrebet skete omkring klokken 20.00 fredag aften.

Mindre end to timer senere blev to britiske politifolk lettere såret, da de anholdt en mand med en stor kniv uden for Buckingham Palace i London.

Den 26-årige angriber er blevet anholdt ud fra en særlig anti-terrorlovgivning.

Den britiske dronning var på sit slot Balmoral i Skotland, da angrebet skete.

Angrebene i Bruxelles og London kommer efter en gruppe i Spanien sidste uge dræbte 15 og sårede over 120 ved flere angreb i og nær Barcelona samt et knivangreb i Finland, hvor to blev dræbt og otte blev såret.

/ritzau/AFP

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...