Knivbevæbnet voldsorgie

En vaskeægte B-film. Er du til vildt overdrevne usandsynligheder, letpåklædte latinobabes og en uovervindelig knivbevæbnet helt, som næsten ene mand mejer en hel hær af sværtbevæbnede narkokriminelle ned, så er det med at komme af sted til ugens absolut mest blodige og grinagtige B-film,"Machete". B for banal, bare bryster, brutal blodig og bankende usandsynlig. I løbet af ganske få minutter lykkes det filmen i hæsblæsende machete-huggende tempo at få historien om sin helt, den tidligere ex-federale Machete (Danny Trejo), på plads. Under en razzia mod narkobaronen Torrez (Steven Seagal) mister den koparrede, lædervesteklædte knivsvinger både sin makker og kone og bliver efterladt hårdt såret for at dø. Men vor helt overlever, og tre år efter genfinder vi ham i Texas, hvor han lever fra hånden til munden som mexikansk daglejer. Her skjuler han sig mellem de ulovlige immigranter, som delstatens senator McLaughlin (Robert de Niro) tordner mod i racistiske taler, der sammenligner den billige arbejdskraft med skadedyr. Dog ikke muslimske. Nu får Machete et tilbud, han ikke kan afslå. 150.000 dollar for at skyde senatoren, da rigtig mange indflydelsesrige forretningsmænd har indset, at den underbetalte arbejdskraft er en betingelse for deres rigdom. Men alt er selvfølgelig ikke, hvad det ser ud til, for naturligvis går politisk korruption, narkokriminalitet og skjulte livsfarlige dagsordener hånd i hånd. Da er det godt, at vi har Danny Trejo i hovedrollen til at rydde op i svineriet, selv om der unægteligt ryger et par hoveder undervejs, mens han betjener sit imponerende knivudvalg. Men selvfølgelig først og fremmest den lange, krumme junglekniv, der har givet ham navn. Vi befinder os i et fuldstændigt uvirkeligt tegnefilmsunivers, hvor helten rejser sig efter at være blevet skudgennemhullet, tæsket eller knivsåret dødelig, blot for tørt at konstatere: - Denne gang har de fucket med den forkerte mexicaner! Klicheerne og den dårlige smag bliver rendyrket i filmen, så de antager næsten ikonisk karakter. Bliver til en kultgenstand, hvor vi som tilskuer kan spejle hele den overdramatiske, men også letgenkendelige måde, som en spændende historie er blevet bygget op på, siden vi sad omkring bålet efter veloverstået mammutjagt og gnavede kødben, og en blodplettet jæger tog ordet for at genfortælle jagtens dramatiske højdepunkter. Der bliver leget med usandsynligheder i et billedsprog, der er lige så banalt som sømandens tatovering af det synkende skib på overarmen. Og det hele er selvfølgelig garneret med ualmindelige kønne, ofte splitternøgne kvinder, der falder for Machetes macho-udstråling. Filmen er spækket med kendte og mindre kendte stjerner, der tydeligvis alle nyder at slå sig løs i dette ganske farverige usandsynlighedsunivers. Robert de Niro kører den helt ud som racististisk senator, der får Pia Kjærsgaard til at fremstå som et hvidvasket påskelam. Don Johnson er ond psykopatisk mexi-hader, og der er selvfølgelig de ualmindelige veldrejede chicks. Henholdsvis i hovedrollerne - Michelle Rodriguez som hævnende revolutionsengel og Jessica Alba som karatekompetent grænsebetjent med hjerte på rette sted. På minussiden irriterer det at der er brugt så lidt tid og penge på lanceringen af filmen herhjemme, at den i perioder kører med både engelske og danske undertekster, så filmlærredets totalbillede bliver forstyrret. Til gengæld er lydsiden hypereffektiv med sit miks af fræsende elguitarer og uptempo-trommer, mexikansk tijuanamusik eller den vidundelige skudscene i kirken med underlægsmusik i form af "Ave Maria" . Synes du, det er sjovt, at vor helt svinger sig ud i friheden i en opsprættet modstanders tarm, og kan du se komikken i, at et udslået æg under sengen er blevet til spejlæg, efter at Machete har haft hed sex ... Ja, så er "Machete" filmen for dig. Lidt lang i spyttet bliver den undervejs, og sexscenerne er så kyske, at selv den katolske kirkes overhoveder kunne se med, men til gengæld er der masser af overdreven vold, mens Machete hugger sig vej gennem den tætte jungle af kriminelle, indtil han atter kan stå overfor Torrez med kun et ønske: HÆVN! Bent Stenbakken bent.stenbakken@nordjyske.dk "Machete" USA, 2010. Instr.: Robert Rodrigue. En time, 45 min. Till. f. 15 år. Danmarkspremiere.