Frederikshavn

Knivholt har været folkets herregård i 25 år

Knivholt holder uformel reception og jubilæumsudstilling af lokale kunstnere

Man føler sig altid velkommen blandt dyr og mennesker på Knivholt. Privatfoto
Man føler sig altid velkommen blandt dyr og mennesker på Knivholt. Privatfoto

FREDERIKSHAVN:: Den 7. april 1988 overtog Frederikshavn Kommune iflg. skøde officielt Knivholt Hovedgaard. Dette markeres lørdag den 3. august kl. 11 med en uformel reception på Knivholt, hvor alle er velkommen.

I forbindelse med receptionen vil der være en jubilæumsudstilling af lokale kunstnere samt åben Herregård fra kl. 11-15.

Herregården der er ”Folkets Herregård”, har en over 600 år lang historie bag sig, og ligger idyllisk i udkanten af Frederikshavn. Knivholt Hovedgaard er nok mest kendt for stedet, hvor der holdes nogle ”fede” koncerter, udstillinger eller der hvor familier, firmaer og foreninger mødes til fest, kurser, eller møder,

Stedet hvor alle mødes

Det er stedet hvor alle kan mødes. I dag rummer stedet ikke færre end 20 foreninger. Stedet hvor alle er velkomne, uanset hvem man er og hvor man kommer fra. Cirka 100.000 mennesker lægger vejen forbi Knivholt hvert år

Da kommunen overtog stedet, var der mange, der spående en nedrivning pga. af gårdens forfald. Dette skete heldigvis ikke, idet at der via en idekonkurrence kom mange forslag ind til, hvad man kunne bruge stedet til.

1993 blev Foreningen Knivholt Hovedgaard stiftet. I denne bestyrelse er alle borgere repræsenteret på en eller anden måde. Bestyrelsen har drevet stedet og stået for den enorme renoveringsopgave, det har været, for at nå dertil, hvor vi er kommet i dag.

Få penge men stort nedværk

De økonomiske midler har altid været ret beskedne. Derfor har det været nødvendigt med et enormt netværk der kunne være med til at løse opgaven. Ikke mindst uddannelsesinstitutioner har bidraget med forskellige kurser, hvor den praktiske del har været henlagt til Knivholt, senest det store tagprojekt på stuehuset hvor EUC Nord bidrog med ekspertise og arbejdskraft.

Ligeledes arbejder Knivholt sammen med Green Source omkring vedvarende energi og Nordjyllands Kystmuseum i forbindelse med renoveringen af Hangaren.

- Det er også i forbindelse med renoveringen af Hangaren, at Trigon går ind og støtter, i samarbejde med mange lokale virksomheder. Derudover har forskellige former for aktiveringsforløb for ledige bidraget enormt med masser af mandetimer, fortæller Knivholts bestyrer Olav B. Madsen.

Farids plads

For eksempel kom Farid fra Bosnien på sprogkursus, hvor man også skulle lave noget praktisk. Farid lagde brosten på gårdspladsen, og opnåede at få en plads opkaldt efter sig. Sidst men ikke mindst har et utal af frivillige taget ”ejerskab” og gjort deres til at stedet fremstår og indeholder så meget som det gør i dag.

- Uden dette store netværk med alle disse bidragydere var Knivholt ikke blevet den perle, som stedet har udviklet sig til, fortsætter bestyrer Olav B. Madsen.

Smede og træmænd

Knivholt er også stedet, hvor smedene mødes hver tirsdag og torsdag formiddag. Der bliver smedet og hygget.

- På Knivholt drejer det sig om mennesker og ikke om penge og bygninger, siger Erik Andersen, der er formand for Knivholts brugerråd og medlem af Knivholts bestyrelse, og en af de 12-13 smede, der mødes to gange om ugen.

I et hjørne af gården mødes ”Træmændene” også to gange om ugen og dyrker deres hobby - at ”lege” med træ. Det er gamle snedkere, tømrere og trædrejere, der får lavet alt fra skåle til reparationsarbejde for Knivholt.

To seniorlandmænd står til daglig for at køre interesserede rundt i hestevogn omkring Knivholt. Dette tilbud bliver især benyttet af de ældre borgere, da hestevognen også er lavet til man kan få en kørestol med.

Børnehave og virksomheder

Knivholt rummer også en børnehave, virksomhedscenter og Friskop.dk, for at nævne nogle at de virksomheder der har deres daglige gang på den gamle herregård. Der sker noget hver dag på Knivholt, mange forskellige mennesker har sin gang på gården, og ”det er blevet Frederikshavnernes herregård”, som den tidligere borgmester Ove Christensen ønskede.

Kenneth Bergen, som dengang var formand for Metal, blev spurgt om han ville være med til at finde ud af hvad Knivholt kunne bruges til.

- Vi blev ret hurtigt enige om, at der var kæmpe muligheder i Knivholt-projektet, så vi fik straks lavet en plan, og det er sjovt at se så mange år efter, at det stort set er den, der er fulgt, fortæller Kenneth Bergen, der i dag er formand for Den selvejende institution Knivholt.

Idéen om at hjælpe

- Hele Knivholts idé går ud på at hjælpe andre, også erhvervslivet. Jeg er stolt af, vi fik det op at stå, og at vi faktisk følger den gamle plan om at bevare bygningerne. Og så er det blevet ”folkets hus” på den måde, at folk syntes det er attraktivt at holde familiefester her. Jeg er stolt af, at det faktisk er blevet sådan ”en borgerlig perle”, som det er, udtaler Kennet Bergen.

Den selvejende institution Knivholt Hovedgaard ser frem til mindst 25 år mere, idet der allerede nu er mange nye ideer i støbeskeen.

Via dette link kan man læse Knivholts jubilæumsskrift:

http://interactivepdf.uniflip.com/2/2285/300491/pub/index.html

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden