Knivmand i London havde tidligere planlagt bombeangreb på børs

28-årige Usman Khan, der var opvokset i England, havde tidligere planer om lejr for terrorister i Pakistan.

Usman Khan stammede fra Stoke-on-Trent. Han blev dræbt under sit morderiske forehavende på London Bridge fredag eftermiddag.

Usman Khan stammede fra Stoke-on-Trent. Han blev dræbt under sit morderiske forehavende på London Bridge fredag eftermiddag.

LONDON:Manden med kniven på London Bridge var 28-årige Usman Khan. En gammel kending af politiet og domstolene i Storbritannien, som tidligere var dømt for terrorisme.

Khan var britisk borger af pakistansk herkomst og opvokset i byen Stoke-on-Trent syd for Manchester, skriver britiske medier.

Med en kniv dræbte han fredag eftermiddag en mand og en kvinde og sårede tre, inden han blev overmandet af modige borgere på London Bridge, og en betjent skød og dræbte ham.

Flere britiske medier skriver lørdag morgen, at hans morderiske forehavende - som myndighederne kalder terrorisme - skal være begyndt i den historiske bygning Fishmongers' Hall på nordsiden af London Bridge.

Her skal han have stukket flere, inden han flygtede ud på broen.

Usman Khan blev i 2012 dømt sammen med otte andre ekstremister for planer om terrorisme. Blandt andet et bombeangreb mod Londons børs og kontoret for den daværende borgmester i London, Boris Johnson.

Han havde også planer om at etablere et træningsanlæg for islamistiske ekstremister på et landområde i den pakistanske del af Kashmir, som hans familier ejer, fremgik det af retsdokumenterne.

- De havde alle en forestilling om, at de og andre rekrutter til sidst kunne vende tilbage til Storbritannien som trænede og erfarne terrorister, der kunne sættes til at udføre terrorangreb her i landet, hed det i dommerens gennemgang af sagen.

Khan blev idømt fængsel på ubestemt tid. Han måtte først løslades, når man vurderede, at han ikke længere var til fare for andre.

I december sidste år blev han prøveløsladt. Men på den betingelse, at han skulle gå med en elektronisk fodlænke.

Fredag var han inde i Fishmongers' Hall for at deltage i et arrangement, som Cambridge University stod bag. Det handlede om at sluse tidligere fanger tilbage til samfundet, skriver BBC.

Det var tilsyneladende her, at han trak en stor kniv frem og begyndte at stikke andre ned, inden han flygtede ud på London Bridge. Her overmandede modige borgere ham og fik vristet kniven fra ham.

Han var iført en falsk bombevest, oplyser politiet. Da betjente nåede frem, blev han ramt af måske to skud og døde.

Lørdag morgen er politiet i gang med en større ransagning af hans bolig i Stafford syd for Stoke-on-Trent.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.