Skolevæsen

Knivskarpe cornflakes og klovneri

Specialskolens elever opførte cirkusforestilling med glimt i øjet

AARS:Hvis Cirkus Benneweis havde talentspejdere ude at kigge på specialskolens forestilling forleden, ville de sikkert finde nogle artister, de kunne bruge. Eleverne på Vestermarkskolen, der er en specialskole for fysisk og psykisk handicappede, gjorde i hvert fald hvad de kunne. De levede sig fint ind i rollerne som klovne, linedansere og artister. Måske skyldtes det de mange publikummer. Måske skyldtes det den vellignende cirkusmanege, som var bygget op ved hjælp af skillevægge, rødhvid afdækningsbånd og gamle trækasser. Eller måske skyldtes det, at det var generalprøven og dermed sidste skridt inden premieren senere samme dag for de forventningsfulde familier. Generalprøven havde dog også karakter af en premiere, fordi der var omkring 100 publikummer. Vestermarkskolen havde inviteret specialklasserne fra Aars skole og en specialskole fra Østjylland til at overvære "Cirkus Findus". Verdensrekord i knækbrød Publikum fik nok at kigge på. Fra udklædte artister på stylter over klovne til dresserede heste. Derudover var der flere indslag med et glimt i øjet. Blandt andet et farligt nummer, hvor en elev skulle gå henover en plade med knivskarpe ting. Det vakte stor latter, da publikum så, hvad de skarpe ting bestod af. - Cornflakes. Forestillingen bød også på en verdensrekord. Artisten Bat-Svend koncentrerede sig, slog til og hævede armene i vejret, da han så, at han havde stukket den hidtidige rekord i at brække knækbrød med et håndslag. Verdensrekorden er nu på fire stykker wasa. Publikum morede sig, og eleverne på Vestermarkskolen fik sig en stor oplevelse som artister. Derfor var det også en begejstret Susie Svoldgaard, der gjorde status efter forestillingen. - Det gik fantastisk godt. Hele formålet med forestillingen er at give vore elever nogle succesoplevelser, og det lykkedes fuldt ud, siger lærer på Vestermarkskolen, Susie Svoldgaard, der har været med til at organisere cirkusforestillingen. Hun forklarer, at skolen hvert forår har en emneuge, som afsluttes med en stor forestilling. At temaet i år blev cirkus, skyldes flere ting. - Mange elever kan lide at klæde sig ud og spille skuespil. Derudover giver cirkusformen mulighed for, at næsten alle eleverne kommer på scenen, siger Susie Svoldgaard, der glæder sig over, at skolen har fået hjælp af blandt andet SFO og to professionelle gøglere. Efter generalprøven blev de sidste ting justeret inden aftenens premiere. Det var dog blot en del af Vestermarkskolens store forårsfest. Et andet element var fællesspisning, som forældrene sørgede for ved hjælp af medbragt mad. Og sidst på aftenen var der diskotek for eleverne.