Knivskarpt træf på Knivholt

Op til 75 stande byder indenfor i knivmagernes verden i herregårdsmiljøet i den kommende weekend

Antikviteter 8. maj 2007 06:00

FREDERIKSHAVN: Knivholt Hovedgård i Frederikshavn er på lørdag og søndag klokken 10-17 rammen om det traditionsrige “træf i nord” arrangeret af Vendsyssel Knivmagerlaug”. Den smukke lade og den gamle, men nænsomt restaurerede hestestald vil være fyldt med boder og arbejdende stande.Der er som altid gratis adgang for alle til dette folketræf for interesserede knivmageri, jagt, lystfiskeri, naturaktiviteter samt kunsthåndværk. - Vi forventer, at der kommer op mod 5000 publikummer i løbet af de to dage - og vi lægger os i selen for at skabe de bedst tænkelige rammer, siger Jørgen Christensen fra knivmagerlauget. Han og gode kolleger går igang med forberedelserne allerede fredag morgen og sidt på fredagen begynder de næsten 70 udstillere at dukke op for at begynde at rigge deres stande til, I standene er der blandt andet knivklinger, skede og-skæftematerialer og lignende, Kort og godt vil alle ledende forhandlere af materialer til knivmageri have salgsboder med alt til faget hørende. Og dygtige knivsmede fra nær og fjern vil lade hammeren ramme jernet og smede flotte knivklinger, så der vil virkelig være mulighed for at se det ypperste inden for knivkunsten, fordi de dygtige danske og skandinaviske knivmagere vil vise deres håndlavede unikaknive. Træf i nord er Danmarks største og i top tre over knivtræf i Skandinavien. Historien i glimt I begyndelsen af 2000 besluttede Vendsyssel Knivmagerlaug af 1999 at afholde det første ”Knivtræf i Nord” på Knivholt Hovedgård, Frederikshavn. Klubben var blevet stor nok til at løfte projektet, som blev en stor succes i Nordjylland. Den første store opgave for arbejdsgruppen var at finde ud af, hvem der skulle have en indbydelse og skabe interesse for at deltage. Nogle få af klubbens medlemmer støvsugede tidsskrifter og artikler for navne på enkeltpersoner og firmaer i ind- og udland med interesse i knivfremstilling. Resultatet var godt, da der var 50 udstillere på knivtræffet med bred repræsentation i alt til knivmageriet samt tilhørende fritidsaktiviteter. Nordmænd og svenskere valfartede til Frederikshavn for fremvisning og salg af knive og materialer samt hyggeligt samvær. Same procedure Over årene har Knivtræf i Nord ikke ændret sig ret meget. Nogle udstillerne er de samme år efter år. Andre vælger at blive væk eller kun komme hvert andet år, så billedet er hele tiden nyt. Der er altid nye ting, ligesom specialudstillingerne naturligt nok tilfører nyt liv til træffet. Under hele træffet er der mulighed for at købe forfriskninger i form af pølser, kage, kaffe, vand og fadøl. Danmarks største åbne knivkonkurrence holdes under “træf i nord”. Deltagerne kommer fra Danmark og de øvrige skandinaviske lande. Ingen tvivl om at man kan se virkelig flotte knive. Vinderknivene og de øvrige knive kan ses begge dage. Knivkonkurrence Det bærende element i Knivtræf i Nord er fortsat knivkonkurrencen, hvor der kan indsendes knive i 4 klasser, begynder klasse, voksen klasse, voksen videregående klasse og åben klasse. Knivene indleveres til konkurrencen hovedsagelig fra Norge, Sverige og Danmark. I nogle år har der også været knive fra England og Tyskland i konkurrencen. Der kåres en 1. præmie, en 2. præmie samt en ”hædrende omtale” i hver klasse. Der uddeles et diplom samt en præmie til alle præmieknive. Uden for konkurrencen har publikum mulighed for at stemme på en af de udstillede knive. Den kniv, der får flest stemmer, udnævnes til ”Publikums Kniv”. Blandt de afgivne stemmesedler, der stemte på den vindende kniv, udtrækkes en vinder, som får en flot håndlavet kniv lavet af et klubmedlem. Årets knivbærer Siden 2002 er der i forbindelse med åbningen af Knivtræf i Nord blevet udnævnt en ”Årets Knivbærer”, som kommer til Knivholt og får overrakt diplom og en speciel håndlavet kniv. ”Årets Knivbærer” er en person, som har gjort noget specielt inden for natur og håndværk. Prismodtagerne har været: Flemming Leth, Helge Qvistdorff, Søren Ryge og Kjeld Torbjørn.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...