Knivstik førte til fængsling

Knivstikkeriet fandt sted her ved Højbro Plads i København. 
Foto: Scanpix

Knivstikkeriet fandt sted her ved Højbro Plads i København. Foto: Scanpix

KØBENHAVN:Et opgør mellem to jævnaldrende drenge ved Storkespringvandet midt i København endte galt, da den ene stak den anden med en kniv. Den 17-årige, der er sigtet for at bruge kniven, blev lørdag varetægtsfængslet, da en dommer vurderede sagen. Drengen skal være frihedsberøvet i 19 dage og skal anbringes i en lukket institution for unge, når der er plads. Tilsyneladende skyldes volden, at den nu fængslede blev skubbet ned i springvandet af sin bekendte. Våbnet var en foldekniv, og drengen sigtes for vold af særlig farlig karakter. Han valgte ikke at kære dommerens kendelse om fængsling. Den sårede blev behandlet på Rigshospitalet. Han var ikke i livsfare./ritzau/