Knivstikker dømt

En 26-årig mand er dømt for at have stukket en jævnaldrende mand i Hjørring

Arkivfoto: Michael Koch

Arkivfoto: Michael Koch

HJØRRING:En 26-årig mand fra Hjørring er ved Retten i Hjørring blevet idømt fire måneders ubetinget fængsel for at have stukket en anden 26-årig mand fra Hjørring i ansigtet med en lille knivlignende metalgenstand. Det er nu anden gang, at en konfrontation mellem de to mænd ender i retten.

Første gang var tilbage i oktober 2014, da de to mænd kom op at toppes på en tankstation i Hjørring. Byretten i Hjørring dømte den ene for at sprøjte med peberspray og den anden for at stikke med en strømpistol. En sag som stadig afventer en tur i landsretten, inden den er færdigbehandlet.

Knivstikkeri optaget på video

Den seneste episode fandt sted i Hjørrings midtby 3. juni, hvor en verbal konfrontation mellem de to mænd udviklede sig til vold, da den dømte stak den 26-årige. Begge beskyldte den anden for at have taget initiativ til konfrontationen, som offeret desuden havde optaget med sin mobiltelefon. På videoen kunne man blandt andet se og høre de to meget tatoverede mænd true hinanden, se den knivlignende genstand, stiksåret og efterfølgende høre offerets begejstring over at have stikkeriet på video. Politiet mente desuden, at videoen viser, at offeret var i besiddelse af en peberspray, og derfor ligger der nu en anmeldelse af offeret i den forbindelse.

Gammelt uvenskab

Det fremgik af afhøringerne i retten, at de to mænd ikke brød sig om hinanden. Den dømte kunne ikke komme med en specifik årsag til uvenskabet, mens offeret forklarede, at han gennem mange år var blevet forfulgt at Bandidos-rockere, heriblandt den dømte. Men den dømtes forsvarer afviste påstanden, og forklarede, at den dømte for længe siden havde været tilknyttet Bandidos daværende støttegruppe La Familia i Hjørring.

Ikke et værgeløst offer

Anklageren krævede en straf på mellem seks og otte måneders ubetinget fængsel, da den dømte er tidligere straffet for vold. Men domsmandsretten lagde i afgørelsen vægt på, at offeret selv havde medvirket til at fremprovokere knivstikkeriet, og dermed blev straffen nedsat til fire måneders fængsel. Offeret krævede omkring 12.000 kroner i erstatning for tøj samt svie og smerte. Men domsmandsretten mente kun, at der skulle betales en erstatning på godt 2500 kroner.

Den dømte fik desuden en bøde på 6500 kroner for, for tredje gang, at havde kørt bil uden at have erhvervet et kørekort.

Den dømte har siddet varetægtsfængslet siden 8. juni og blev efter dommen løsladt med henblik på at afsone resten af dommeren senere.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.