Knivstikker fortsat fængslet

28-årig skagbo endnu fire uger bag tremmer.

FREDERIKSHAVN:Retten i Frederikshavn forlængede i fredags varetægtsfængslingen af den 28-årige mand, som torsdag d. 11 stak en 58-årig mand med en kniv på Skarpæsvej i Skagen. Den 28-årige var ulykkelig over et forlist forhold og påvirket af piller og sprut. Torsdag d. 11 august opsøgte han sin ekskærestes forældre på Skarpæsvej, hvor det kom til slagsmål. En 58-årig nabo blev stukket med en kniv, og var i livsfare. Han overlevede efter behandling på Sygehus Vendsyssel i Hjørring. Varetægtsfængslingen forlænges i fire uger, så politiet kan færdiggøre vidneafhøringer og undersøgelser. Imens fortsætter personundersøgelsen af den 28-årige mand. - Han har det lidt bedre, selvom han er trist over det, der skete. Han er afgiftet for piller og alkohol, og nu venter vi på, at personundersøgelsen bliver færdig, siger mandens forsvarer Gert Gandrup. Manden er stadig sigtet for paragraf 246, som handler om legemsangreb af særlig farlig karakter.