Drab

Knivstikker fra Mors i varetægtsfængsel

En 44-årige kvinde fra Sejerslev fik i retten i Thisted fire ugers varetægtsfængsel

Et elendigt liv med druk, seksuel tvang, psykisk terror og vold blev i går rullet op i retten i Thisted, hvor en 44-årige kvinde sad i grundlovsforhør, fordi hun mandag aften ved 20-tiden havde stukket sin mand og kæreste gennem otte år i højre side med en 10 centimeter lang filetkniv. Stikket var så dybt, at leveren blev perforeret. Begivenhederne udspillede sig i Sejerslev, der efterhånden er ved at overtage Ø. Assels blakkede ry som byen, hvor Mors¿ udskud holder til. Den seneste hændelse med omdrejningspunkt i Sejerslev er endnu ikke afsluttet og drejer sig om kvinden, der blev fundet gennembanket, livløs og afklædt i Vile i Nordsalling. Drikkelag For den nu varetægtsfængslede 44-årige kvinde begyndte begivenhederne omkring kl. 12 mandag, da hendes mand besøgte to venner i Sejerslev. Senere sluttede kvinden sig til, og hun fortalte i grundlovsforhøret, hvordan hendes mand igen og igen nedgjorde og forhånende hende lige indtil det tidspunkt, hvor hun rejste sig og gik ud i køkkenet, hvor hun opdagede filetkniven. Skjult langs højre hofte gik hun tilbage til stuen, satte sig i sofaen ved siden af sin mand, og ganske pludselig uden af hverken manden eller de to andre, som var til stede, kunne opdage noget, stak kvinden filetkniven ind i manden helt til skæftet. Politirapport Anklagemyndigheden ved Camilla Noer bed sig fast i, at der ikke var overensstemmelse med den sigtede kvindes forklaring i grundlovsforhøret og det hun havde fortalt, da hun blev afhørt af politiet. Camilla Noer læste fra politirapporten, at den sigtede kvinde skulle have sagt: ¿Det var sgu¿også min mening at slå ham ihjel...¿ og senere fra samme rapport ¿... at nu skulle det være...¿ og at hun troede, at manden ville falde om. Den sigtede kvinde forsvarede sig med, at selv om hun havde skrevet under på politirapporten, så var hun ikke i stand til at overskue noget som helst, og at hun samtidig følte sig forpligtet til at skrive under. I grundlovsforhøret afviste hun, at hun havde til hensigt at dræbe sin mand. Efter stikket Den sigtede kvinde fortalte, at hendes mand, efter han var blevet stukket, havde vendt sig om i sofaen og råbt ¿hvad laver du, din smatso¿. Derefter begyndte han at slå løs på hende og trække hende så voldsomt i håret, at der røg totter af. Dem havde kvinden taget med i grundlovsforhøret. - Han sagde, at nu skulle vi hjem, og det var en gåtur på cirka 500 meter, og da vi var ved at nå hjem, begyndte han at blive døsig, forklarede kvinde i grundlovsforhøret. Selv var hun også slem tilredt. Efter knivstikket var hun blevet væltet ned i en knust ølflaske, som skar hende voldsomt på venstre arm. I grundlovsforhøret var hendes venstre arm i en slynge, og hendes ansigt var forslået og dækket med plaster på venstre kind. Varetægt Anklagemyndigheden plæderede for, at der var bestyrket mistanke om, at den sigtede kvinde havde til hensigt at dræbe, subsidiært grov vold. Forsvareren Ole Møller Knudsen fra Nykøbing plæderede for løsladelse på baggrund af kvindens sociale tilstand og samliv i otte år. Dommer Ingrid Drengsgaard fulgte anklagemyndigheden. Sigtede skal i varetægtsfængsel i fire uger. En afgørelse som den sigtedes advokat kærede til Venstre Landsret. Der var dog enighed om, at kvinden muligvis skal mentalundersøges.