Drab

Knivstikkeri: Kvinde nægtede sig skyldig

55-årig kvinde varetægtsfængslet sigtet for forsøg på at dræbe sin mand onsdag aften i Aars

Foto: Jan Pedersen

Foto: Jan Pedersen

AARS:En 55-årig kvinde nægtede sig skyldig i forsøg på manddrab, da hun torsdag blev fremstillet i grundlovsforhør i byretten i Aalborg sigtet for forsøg på manddrab onsdag aften.

Kvinden blev varetægtsfængslet frem til 14. marts, og hun kærede ikke fængslingen.

Det var et skænderi mellem den 55-årige og hendes 64-årige mand udviklede sig dramatisk, og han blev stukket i maven.

Knivstikkeriet skete omkring klokken 19 i køkkenet på ægteparrets bopæl i Aars.

Kort efter blev den 55-årige kvinde anholdt.

Offeret blev kørt på Aalborg Sygehus i yderst kritisk tilstand, men efter at have været på operationsbordet på natten til torsdag skulle manden nu ifølge politiet være uden for livsfare.

Ved grundlovsforhøret begærede anklagemyndigheden dørlukning af hensyn til efterforskningen, og det efterkom dommeren.

Familiemedlemmer, som overværede knivstikkeriet, var til stede ved grundlovsforhøret, og de skal afhøres som vidner i forbindelse med den videre efterforskning.